fredag 17. juni 2022 10:21
172 lejligheder i Aarhus klar til udlejning
Nordbjerg Aarhus er et nyt boligprojekt i den Aarhus. Hele projektet rummer 172 lejligheder, og de første 53 står nu klar til udlejning, resterende 83 står færdige i september.
– Det er en utrolig god beliggenhed. De 172 boliger ligger fantastisk godt – tæt på Aarhus Universitet, Skejby Sygehus, kun 50 meter fra letbanen og 2 km fra centrum. Samtidigt er arkitekturen virkelig spændende med inspiration fra en bjergkæde, og de grønne fællesarealer bliver af en meget høj kvalitet. Første etape med 53 boliger er nu bygget færdigt og står klar til udlejning og indflytning. Anden etape på 81 boliger er ved at blive bygget færdige og er successivt indflytningsklare i perioden 1. juli til 15. august. Alle 172 boliger står færdige i midten af september 2022, så byggeriet er nået langt, og vi glæder os til at byde de mange nye beboere velkomne, siger Morten Tousgaard, udviklingschef i Generator Holding.
Nordbjerg ligger på Christiansbjerg i den nordlige del af Aarhus mellem Randersvej, Stockholmsgade, Kalmargade og Malmøgade. Bygningerne er i 2-6 etager.
Eriksen Arkitekter er udvikler og totalrådgiver og har tegnet Nordbjerg Aarhus med inspiration fra en bjergkæde. De har solgt projektet videre til Generator Holding og Rydahl Finans. EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus er udvalgt til at finde lejere.
– Det er en spændende arkitektur, hvor bygningshøjderne skifter og skyder sig ud og ind, og dermed skabes et interessant og dynamisk forløb med en inspiration fra en bjergkæde. Bebyggelsen kommer også til at omfatte rækkehuse i to plan med egne haver og med adgang til det samlende gårdanlæg i midten, så der er boliger til enhver smag og til alle aldre, siger Camilla Skovgaard Jonassen, EDC Projekt.