I Marienlyst, som ligger mellem Skejby og Tilst ved Aarhus, skal der på sigt etableres 7.000-8.000 boliger, hvoraf Heimstaden og Stadt vil bygge cirka halvdelen, oplyser parterne. Illustration: Presse

Heimstaden og dansk velhaver vil milliardinvestere i ny bydel i Aarhus

Svenske Heimstaden, som er Danmarks største, private boliginvestor, og Stadt med base i Aarhus gør klar til milliardinvestering i ny bydel i Aarhus.

Det oplyser den svensk-danske duo i forbindelse med, at selskaberne netop har indgået et joint venture i forbindelse med den nye bydel Marienlyst, som ligger mellem Skejby og Tilst.

Stadt, som er anført af den danske erhvervsmand og velhaver Jens Stausholm, der blandt andet har købt sig ind i Aarhus Lufthavn og har – ifølge nyhedssitet Check-in.dk – afsat 150 millioner kr. til sit langsigtede engagement i den østjyske lufthavn, er med et samlet grundareal på cirka 1,2 million kvm – inklusive fredskovsarealer – den største jordbesidder i Marienlyst omkring 5 km fra Aarhus C.

I Marienlyst skal der på sigt etableres 7.000-8.000 boliger, hvoraf Heimstaden og Stadt vil bygge cirka halvdelen, oplyser parterne.

Det forventes, at der om cirka et årti bor 15.000 indbyggere i området, som også vil rumme en skole.

– Den nye bydel vil blive baseret på meningsfulde fællesskaber, hvor lokale ildsjæle deler og dyrker deres passion sammen med andre – det kan for eksempel være biavlere, der dyrker og sælger honning eller en forening, der mødes til yoga om søndagen, oplyser Heimstaden og Stadt.

Investeringsdirektør Christian Fladeland, Heimstaden. Foto: Wilfred Gachau

Joint venture: Encifret milliardinvestering
Det er med Marienlyst, som ligger ud til natur- og fredskovsarealer, ambitionen ’at skabe en bæredygtig og sammenhængende bydel’.

– Heimstadens vision er at skabe tidssvarende boliger med omtanke for både beboere, bomiljøet og de bysamfund, som omgiver de enkelte ejendomme. Stadts vision om at skabe meningsfulde fællesskaber tapper rigtigt fint ind i vores værdisæt. Med så stort og ambitiøst udviklingsprojekt er det vigtigt for os at have en lokal forankret partner, og Stadt er Aarhus-folk helt ind til benet, siger investeringsdirektør Christian Fladeland, Heimstaden.

Til Estate Media oplyser Christian Fladeland, at Heimstadens og Stadts samlede investering i Marienlyst beløber sig til en ’encifret milliardinvestering’.

– Vi taler om en tidshorisont på 7-8-10 år, siger han.

Det samlede projekt er på cirka 300.000 byggeretsmeter og bliver en blanding af ejerboliger, andelsboliger, lejeboliger og almene boliger.

Stadt er anført af den danske erhvervsmand Jens Stausholm, der er adm. direktør i selskabet, som han også er medejer af. Ifølge CVR ejer Jens Stausholm 9 procent af Stadt A/S, mens han sidder på 90 procent af stemmerettighederne. Foto: Stadt

Jens Stausholm: Derfor joint venture med Heimstaden
Hos Stadt er der selvsagt tilfredshed med joint venturet med Heimstaden.

– Det var vigtigt for os at finde en kapitalpartner, der stod 100 procent bag udviklingsplanen for området, og der har vi fundet en partner, der har de samme drømme for området som os. Heimstaden brænder ikke bare for at skabe bæredygtige og gennemtænkte boliger; de er også en stærk kapitalpartner, der har stor erfaring med drift af ejendomme. Med Heimstaden som langsigtet partner kan vi sætte ambitionsniveauet endnu højere, siger adm. direktør og medejer Jens Stausholm, Stadt.

Læs også Heimstaden tæt på markant milepæl i Danmark

Læs også Heimstaden vil have 1 million boliger inden 2030

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje