onsdag 01. december 2021 10:08
Capman og Casa vil bygge 12.800 kvm boliger centralt i Aarhus
Den finske kapitalforvalter og ejendomsudvikler Capman samt det danske udviklings- og entreprenørselskab Casa har indgået et joint venture om udvikling og opførelse af et nyt boligområde centralt i Aarhus. Området ligger i Katrinebjerg mellem blandt andet Rødkløvervej og Katrinebjergvej.
Katrinebjerg er et af flere områder af Aarhus, der i disse år udvikles og byfornyes. For få år siden var Katrinebjerg mere præget af industri og erhverv, men blandt andet nærheden til midtbyen gør området til et oplagt boligområde, fremhæver den finsk-danske duo, som stempler ind i udviklingen af Katrinebjerg med et 12.800 kvm stort boligområde.
Capman står for 85 procent af investeringen, mens Casa bærer 15 procent.
– Vi glæder os over at være kommet på plads med en ny lokalplan for området. Beliggenheden er meget attraktiv tæt ved Aarhus Universitet, og projektet vil tilbyde et miks af gode kvalitetsboliger til studerende og familier i en karrébebyggelse, der samtidig får et fedt gårdmiljø. Vi er glade for at kunne udvikle dette projekt for Aarhus i samarbejde med vores gode partner Casa, siger Investment Director Hasse Wulff, Capman, i en meddelelse.
(Artiklen fortsætter under illustrationen)
209 boliger
Capman og Casa bygger i alt 209 boliger af varierende størrelse samt 60 tilhørende parkeringspladser. Bebyggelsen er i varierende højder – fra 3 til 6 etager – for at skabe liv og åbenhed i byggeriet. I gårdrummet etableres et rekreativt område med åben adgang for alle, og på ydersiden plantes der lommeparker, der skal fungere som små, grønne oaser for hele området. Det nye boligområde certificeres med DGNB Guld.
– Projektet i Katrinebjerg er et grønt og bæredygtigt boligudviklingsprojekt, hvor vi bygger kvalitetsboliger til både studerende, familier, singler og par i hjertet af den jyske hovedstad. Det er en fornøjelse at bidrage til udviklingen i Aarhus og sikre, at der også fortsat er plads til den vækst og virkelyst, der er så essentiel for byen, siger adm. direktør Torben Modvig, Casa, i meddelelsen.
Læs også Casa køber grund på 49.000 kvm i Glostrup – vil udvikle endnu en ny bydel
Læs også Casa køber 59.000 kvm i Herlev i sit hidtil største grundkøb
Tidsplan
Der foreligger en upåanket lokalplan for området, og projekteringen er i gang. Der er forventet opstart af byggeriet i marts 2022 og aflevering i januar 2024. Boligprojektet er tegnet af Aart Architects.
Capman og Casa samarbejder allerede om renoveringen af en kontorbygning på Lindevangs Allé på Frederiksberg og et boligprojekt på Egegårdsvej i Rødovre.
Læs også Capman og Casa indleder samarbejde med opkøb på Frederiksberg
Fakta
– Areal: 12.800 kvm
– Antal boliger: 209
– Investor: Capman (85 procent) og Casa ApS (15 procent)
– Ejendomsudvikler og totalentreprenør: Casa ApS
– Arkitekt: Aart Architects
– Ingeniør: Niras