mandag 15. november 2021 10:53
1927 Estate og KPC Invest indgår stort joint venture – første projekter på vej
Ejendomsudvikleren 1927 Estate og KPC Invest A/S har indgået aftale om et nyt joint venture, som skal udvikle og opføre nye projekter i Storkøbenhavn og Østjylland. De to første projekter er allerede i bogen.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Det nye, fælles udviklingssetup bliver samtidig ’preferred developer’ for Kinnerton Bæredygtige Boliger, som er Kinnertons tredje ejendomsfond.
Det første projekt på godt 7.500 kvm står klar i sommeren 2023 og består af 155 lejligheder samt et erhvervslejemål i Blomsterhaven lige uden for Aarhus. Et område, som 1927 Estate har stort kendskab til fra flere større gennemførte udviklingsprojekter.
Det nye boligområde på Nordlandsvej i Risskov nord for Aarhus er Kinnerton Bæredygtige Boligers andet projekt, som kommer til at bestå af knap 8.500 kvm.
Begge projekter bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.
– Efter flere års samarbejde omkring enkeltstående projekter er det en stor fornøjelse, at vi kan offentliggøre et joint venture med en veletableret samarbejdspartner som KPC. Fokus for det nye joint venture vil, i tråd med 1927 Estates langsigtede strategi, være på at skabe bæredygtige og funktionsoptimerede ejendomsløsninger. At det nye, mere formaliserede, samarbejde med KPC samtidig kan knytte et endnu tættere bånd til en langvarig samarbejdspartner som Kinnerton er blot endnu et plus, siger adm. direktør og partner Søren Hampen Kristensen, 1927 Estate.
Læs også 1927 Estate forventer overskud på 200 millioner kr. de næste tre år
1927 Estate søger efter udviklingsprojekter
Selvom der allerede udvikles på de to første projekter, søger 1927 Estate fortsat nye spændende udviklingsprojekter og arealer i Storkøbenhavn og Østjylland til det fælles joint venture med KPC Invest.
– Det nye joint venture er den hidtil største investering, vi har foretaget i KPC Invest siden etableringen i 2019. Vi ser frem til det perspektivrige samarbejde med 1927 Estate og Kinnerton, siger adm. direktør og partner Gitte Poulsen, KPC Invest.
KPC Invest er KPC-koncernens investeringsselskab.
Læs mere i KPC vil satse mere på investeringer: Pengene skal ud at arbejde
Direktør i Kinnerton Credit Management, Jens Bisgaard-Frantzen, supplerer:
– Vi startede en rejse for 10 år siden, der blandt andet førte til en kredit til finansiering af 1927 Estates udvikling af et projekt på Lystrupvej for fem år siden. Flere kreditter kom senere til. I takt med at vi har bevæget os over til også at investere i boligejendomme, har det været en fordel for vores investorer, at Kinnerton Bæredygtige Boliger indgår i dette samarbejde. Det betyder, at fonden eliminerer pipeline-risikoen ved at købe direkte fra udvikler og samtidig sikrer, at de nye investeringer lever op til de højeste bæredygtighedsstandarder.
Fakta: 1927 Estate
1927 Estate er et areal- og ejendomsudviklingsselskab med hovedkontor i Risskov. Selskabet har rødder i ejendomsbranchen og er i dag ejet af 4. og 5. generation samt en ny investorkreds, der tiltrådte i 2019. Aktuelt har 1927 Estate 2.500 boliger i pipelinen til samarbejdspartnere og egen portefølje
Fakta: KPC Invest
KPC Invest er KPC-koncernens investeringsselskab. Selskabet har fokus på investeringer i fast ejendom og virksomheder relateret til byggebranchen
Fakta: Kinnerton Bæredygtige Boliger
Fonden er Kinnerton Credit Managements tredje boliginvesteringsenhed. De to første ejer cirka 400 udlejningsboliger i Vækstdanmark. Kinnerton Credit Management forvalter derudover 6 ejendomskreditfonde, der hovedsageligt yder projektfinansiering til boligbyggeri. Kinnerton Credit Management har 6 milliarder kr. under forvaltning