tirsdag 19. oktober 2021 12:12
Britisk logistikinvestor udlejer 8.000 kvm – forhandler om de sidste kvm
Det britiske investerings- og forvaltningsselskab M7 Real Estate med hovedkontor i London har netop udlejet 8.000 kvm lagerfaciliteter i den østjyske by Hornsyld.
Den nye lejer er System Transport, der er en speditions- og transportvirksomhed med transport til hele verden.
System Transport har underskrevet en femårig lejekontrakt på Hornsyld Industrivej 6. Udlejningen betyder, at ejendommen på meget kort tid nu er 81 procent genudlejet, efter ejendommens tidligere lejer fraflyttede i slutningen af september. M7 Real Estate forhandler lige nu om yderligere udlejning på ejendommen, oplyser selskabet.
– Udlejningen er med til at understrege den enormt positive udvikling, som vi ser lige nu i markedet for lager- og logistikejendomme i Danmark, og som i høj grad er drevet af den stadigt stigende e-handel. Tomgangsprocenten for lager- og logistikejendomme er rigtig lav, og vi ser stadig en stigende efterspørgsel på navnlig lagerfaciliteter. Takket være proaktivt asset management fik vi sikret denne udlejning, siger Managing Director Mikkel Seitzberg Mikkelsen, M7 Real Estate i Danmark.
M7 Ereip IV er en del af M7’s paneuropæiske value add-fond med blandt andet family offices og en række institutionelle investorer. Fonden er fuldtegnet og har de seneste tre år investeret i ejendomme i Tyskland, Holland, Irland, Danmark og Finland.
Colliers i Vejle har formidlet udlejningen.
M7 Real Estate Ltd blev etableret i 2009 og forvalter aktuelt en portefølje med cirka 570 ejendomme med et samlet udlejningsareal på 3,9 millioner kvm med en bogført værdi på cirka 4,1 milliarder euro – omkring 30,5 milliarder kr. M7 blev i januar solgt til Oxford Properties.
Læs mere i Mette Seifert stopper i M7 Real Estate
Læs alle nyheder om logistikejendomme her