Fremtidens ejendomme bliver digitale. Men hvordan bruger man Proptech rigtigt, så det skaber værdi i ejendomsporteføljen, og hvornår skal man gå ind på hvilke områder? Hvordan får man størst værdi ud af at investere sine ressourcer, og hvad er den rigtige strategi for porteføljer lokalt og på tværs af lokationer og segmenter? Det talte Managing Director Nadim Stub, Proptech Denmark, og adm. direktør Rikke Lykke, Deas Gruppen, om. Foto: Claus Sall/TT Film

Highlights fra første dag af Ejendomsdagene

Der var som altid masser af faglige inputs, da Ejendomsdagene 2021 torsdag blev skudt i gang. Redaktionen har her samlet en række nedslag fra førstedagen på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.

Adm. direktør og partner Claus Mathisen, Nrep, fortalte, hvorfor den nordiske ejendomsudvikler og -investor med base i København satser på bæredygtighed.

Han sagde blandt andet:

– Vi vil i Nrep vise, at der er en anden måde at gøre tingene på.

Claus Mathisen endte øvrigt øverst på Estate Medias magthaverliste, Magthaverne 2021.

Cheføkonom Las Olsen, Danske Bank, gav status på økonomien og renteniveauet. Om den generelle økonomi i forbindelse med Covid-19 sagde han blandt andet:

– Nu kan vi godt konkludere, at det gik rigtigt, rigtigt hurtigt ned, men det er også gået rigtigt, rigtigt hurtigt op.

Den danske ejendomsmarked har udviklet sig overraskende positivt i løbet af de seneste to år. Store mængder kapital og begrænsede aktiver har skabt et udfordret marked, hvor jagten på de gode ejendomme har fået investorer og udviklere til i højere grad at rette blikket mod fremadstormende markeder uden for København. Det talte Managing Partner Nicholas Thurø, Cushman & Wakefield RED, og adm. direktør og partner Erik Andresen, Nordicals A/S, om.

Nicholas Thurø sagde blandt andet:

– Når man kigger på markedet som europæisk eller global investor, så er det danske marked rigtig interessant, hvorimod de sydeuropæiske økonomier, som I måske har en fornemmelse af, ligger svagt med høj gældsætning og underskud.

Erik Andresen sagde blandt andet:

– Vi registrerer, at udenlandske investorer tager penge med fra København til jyske vækstbyer.

Partner og stifter Merete Larsen, Sustainable Law, og Rasmus Nørgaard, der er stifter af det nystiftede ejendomsselskab Home.Earth med fokus på byudvikling med tredobbelt bundlinje talte om de tre bæredygtighedsdagsordener: Den klimamæssige, den sociale og den økonomiske.

Efter Merete Larsen og Rasmus Nørgaard stod den på ’speeddating’ i det fine vejr. Her havde deltagerne en ekstra mulighed for at få udvideret deres netværk.

Efter ’speeddating’ var fokus på den bølge af konsolideringer, der i disse år vælter ind over bygge- og ejendomsbranchen. Men hvordan påvirker det produktet, når branchen konsoliderer sig under ét tag? Hvilken indflydelse får det på fremtidens byggerier? Og hvad betyder det for bygherrerne og branchens struktur? Det talte adm. direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects, og Jens Højgaard Christoffersen, Executive Vice President, Group CBDO, Cowi, om.

I november 2018 købte rådgiverkoncernen Cowi Arkitema, som var og er Danmarks største arkitektfirma målt på antal medarbejdere.

Jens Højgaard Christoffersen sagde blandt andet:

– Vi er positive overrasket over, hvor meget samarbejde vi har fået på nuværende tidspunkt. Arkitema har i dag cirka 25 procent af deres omsætning i forbindelse med resten af Cowi-/Arkitema-gruppen. Det er noget mere, end vi havde regnet med.

Efter indlægget blev der sat fokus på Proptech. Fremtidens ejendomme bliver digitale. Men hvordan bruger man Proptech rigtigt, så det skaber værdi i ejendomsporteføljen, og hvornår skal man gå ind på hvilke områder? Hvordan får man størst værdi ud af at investere sine ressourcer, og hvad er den rigtige strategi for porteføljer lokalt og på tværs af lokationer og segmenter? Det talte Managing Director Nadim Stub, Proptech Denmark, og adm. direktør Rikke Lykke, Deas Gruppen, om. Rikke Lykke er i øvrigt også bestyrelsesmedlem i Proptech Denmark.

For lidt over to år siden blev Proptech Denmark etableret. Nadim Stub opsummerede udviklingen:

– Der er sket meget – og meget positivt. Vi kunne godt mærke, at vi lige skulle kickstarte nogle ting. Men i dag er der en imødekommenhed og åbenhed, og nogle steder er der også en modenhed til at ville prøve nogle ting selv. Men også for at tage nogle ting til sig.

Johannes Torpe, grundlægger af og kreativ direktør i Johannes Torpe Studios, gav i sidste oplæg i torsdagens faglige program et spændende indblik i nogle anderledes projekter, som arkitektfirmaet har tegnet i blandt andet Ungarn og Island.

Fredagens program
Fredag fortsætter det faglige program under overskrifter som ’Talent, drive og passion – de tegner fremtidens ejendomsbranche’, ’Kontor, campus eller café – kvm i kontekst’, ’Fyrtårne i ejendomsbranchen – en samtale om magt og mening’ og ’Jagten på ejendomme og de gode investeringer’.

Årets udgave af Ejendomsdagene er den 10. i rækken.

Læs mere i Årets ejendomsevent på dansk jord skudt i gang – masser af optimisme i branchen

Se også Billedgalleri: Ejendomsdagene 2021





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder