mandag 17. maj 2021 07:57
Færre tomme butikker i Aalborg og Nordjylland
Nordjylland har færre tomme butikslokaler end for et år siden trods coronanedlukninger og øget nethandel, viser nye data fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.
Aalborg nyder godt af stigende indbyggertal og lavere lejeniveau end andre store byer. Ved indgangen til 2021 var der samlet set færre ledige butikslokaler i Aalborg og de 10 andre nordjyske kommuner i forhold til samme periode året før.
I 1. kvartal 2020 lå udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder i Nordjylland på 95.500 kvm – gennem det seneste år er det faldet med 22.600 kvm eller næsten en fjerdedel. Dermed er landsdelen nået ned på landsgennemsnittet, som i øjeblikket er 3,2 procent tomgang.
– Gennem mere end 10 år har Nordjylland ellers døjet med en højere andel ledige butiksarealer end resten af landet. I Aalborg Kommune er tomgangen nået helt ned på 1,7 procent – markant lavere end både Aarhus, Odense og især København, siger adm. direktør Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk.
På landsplan er 1.463 lokaler til butikker, caféer, spisesteder og takeaway udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk lige nu. Heraf ligger 168 i Nordjylland – flest i Frederikshavn Kommune med 51 lokaler, mens Aalborg følger lige efter med 50. Hjørring har 24 ledige lokaler, mens der er 11 i Brønderslev og 10 i Vesthimmerland. De resterende seks kommuner har alle seks eller færre lokaler udbudt på Ejendomstorvet.dk.
Derfor
– Aalborgs stigende indbyggertal gennem flere år styrker grundlaget for butikkerne, og så er lejeniveauerne et stykke under København og Aarhus. Derfor ser vi flere eksempler på kæder, som gerne vil til Aalborg, eller er her allerede og søger efter bedre lokaler eller måske endnu et lejemål til en ny afdeling, siger partner Martin Brasholt Mikkelsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
Blandt nyankomne kæder i Aalborg er The Burger Concept og møbelforretningen Bolia.
Martin Brasholt Mikkelsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg bakkes op af partner Mattias Manstrup fra Nordicals Aalborg.
– Aalborg har et sundt og livligt gågademiljø, og folk kommer ind til Aalborg for at handle fra et stort opland. Lejeniveauerne gør, at det er lettere at drive en økonomisk fornuftig forretning end i andre store byer, siger Mattias Manstrup.
Samlet har Nordjylland knap 2,3 millioner butiks-kvm eller 12,4 procent af landets totale detailhandelsareal.