Hvornår var du sidst inde i Birger Christensen for at handle? Hvis jeg nogensinde har været det, så kan jeg ikke huske det. Og hvorfor har jeg ikke det? Fordi der ikke har været andet, der trak i mig end benovetheden. Hvor mange gange var jeg i Kokkenes Torvehal? Mange, kan jeg godt afsløre.

I denne uge blev det offentliggjort, at Birger Christensen lukker på Strøget. Det fik kultureliten bestående af arkitekturanmeldere og andre journalister til at begræde lukningen, der blev sammenlignet med hvis ikoner som A.C. Perch i Kronprinsensgade og Petitgas i Købmagergade. Og det er også trist i en tid, der nogle gange flyver lidt hurtigt især online, at 152 år gamle ikoner ikke kan leve længere.

Problemet er, at det ikke kun er trist, at klenodier som Brdr. Andersen og nu Birger Christensen ikke længere bidrager til det københavnske bybillede rent fysisk. Det rigtig triste er, at de ikke har gjort det i en periode. Nostalgi er ikke længere nok, når konkurrenten er online-universet. Butikker, der ikke fornyr sig eller primært rendyrker deres berettigelse som klenodie, er ikke med til at skabe den levende by.

Den helt store forskel er, at en butik som A.C. Perch har formået at bygge bro mellem sin historiske status og nutiden. Oven i købet i så høj grad, at Perch i det seneste årti har ekspanderet til Aarhus og Oslo og er blevet kult blandt næste generation, selvom butikken ikke er et billigt bekendtskab. På samme måde som Birger Christensen ikke er det.

Der er ingen tvivl om, at det er en trist udvikling, at gågader og bycentre kommer til at ligne hinanden. Men der er faktisk meget, der er unikt og måske kan udvikle sig til nye blomstrende detailhistorier. Tæt ved Magasin, som på trods af udenlandsk ejerskab i dag, også er et dansk ikon som lokation, ligger i dag flagskibsbutikker for stolte danske brands.

Sand har deres butik næsten ved siden af Birger Christensen og på hjørnet lige overfor ligger Companys. I Bernikowgården tæt på er Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi i gang med en kærlig behandling med et nyt retailområde ved at åbne Pistolstræde ud mod Kr. Bernikowsgade. Herinde ligger den helt unikke Kunst og Køkkentøj, der snart har 35 år på bagen, og rundt om hjørnet i Ny Østergade har vi unikke danske smykkedesignere som Shamballa, Dulong og tøj- og interiøruniverset Rue Verte, som også er danskudviklede koncepter og efterhånden er 25 år gamle.

Der er masser af dansk design og iderigdom og også unikke butikker lige i nærheden. Selvfølgelig er det trist, når de danske designtempler, der har stået længe, falder. Det var det også, da det gamle Illum med de fine damer i kosmetikafdelingen ikke længere kunne opretholdes. Men så vil jeg opfordre til, at man husker at bruge dem, der stadig står. Ikke mindst i dette forår, hvor der er ekstra meget brug for det.

Birger Christensen koncernen har ellers været blandt de mest fremsynede. Deres ide med at skabe Kokkenes Torvehal, som Birger Christensen åbnede sammen med Rasmus Bo Bojesen i 1987, var fantastisk. Kokkenes Torvehal lå i det, der i dag hedder Bernikowgården og var en eksplosion i farver og fødevarer, som man dengang så i New York eller Paris. For en studerende var det eksorbitante priser, men brandingen formåede alligevel at tiltrække mine og min kærestes SU-penge. Hvorfor? Fordi det formåede at sætte sit aftryk og skabe et unikt brand i samspil med omgivelserne. På samme måde som A.C. Perch formår det. Men det var 25 år forud for sin tid, og det kommer ikke af sig selv.

Finn Birger Christensens aftagere har valgt at satse på to nye retailbrands til international distribution, og måske har det sammen med nedlæggelsen af minkerhvervet betydet, at fokus gik fra den gode retailudvikling på Strøget. Nu er Birger Christensen-butikken kommet bagud for sin tid, og så nytter det ikke at holde kunstigt fast i et koncept, der ikke har kunder.

Hvis man så skal se på, hvad der bidrager til den helt store forskel fra dengang og nu set fra et ejendomsperspektiv, så er det selvfølgelig, at Birger Christensen købte ejendomme op og også ejede sin egen ejendom. Det gør selskabet ikke længere. Østergade 38 er ejet af et K/S med et Propco-navn, og det fortæller måske noget af historien.

Uden at kende dette Propco specifikt, så var hele K/S bølgen med til at skabe distance mellem lejere og udlejere. Og det er måske den vigtigste læring for ejendomsbranchen og retailerne af denne historie. Tæt sammenhold og dialog mellem lejere og udlejere er sammen med proaktivt arbejde i forhold til at tænke koncepter og holistisk detailsammensætning fremfor kun at tænke på den næste lejeindtægt, er essentielt for at skabe fremtidens retailmiljøer og dermed bevare ikonerne og skabe mulighed for dem, der engang bliver det.