mandag 22. marts 2021 08:04
Årstiderne Arkitekter og Kant får nyt navn
De to danske arkitektvirksomheder Årstiderne Arkitekter og Kant Arkitekter stiftet i henholdsvis 1985 og 1977 skifter i dag navn til Sweco Architects. Navneskiftet fuldender integrationen med Sweco, som de to virksomheder blev en del af i henholdsvis 2018 og 2020.
– Vi har brugt nogle år på at lære hinanden godt at kende og på at øve os på fælles projekter. Nu er tiden moden til, at vi samler kræfterne om ét fælles navn; Sweco Architects. Navnet fortæller, hvad vi er en del af, og hvem vi fortsat er, forklarer Torben Klausen, direktør for Sweco Architects – det nye navn på Swecos arkitektdivision.
Sweco Architects tæller i alt 320 arkitekter, der arbejder tæt sammen med ingeniører og andre specialister i Sweco i København, Aarhus, Silkeborg, Odense og Herning.
– Med Sweco Architects understreger vi over for markedet, at vi mener, integreret rådgivning er fremtiden. Historisk har man organiseret sig efter, om man er arkitekt, ingeniør, biolog eller noget fjerde. Vi har i stedet valgt at organisere os efter kundens behov og placeret alle fagligheder under samme tag.
– Jeg tror, kunderne i fremtiden i langt højere grad ønsker at tale med én rådgiver, der kan løse hele deres projekt sammenhængende, gennemtænkt og friktionsløst. Vores erfaring er, at vi får en bedre proces og mere kvalitet i kundernes projekter, når vi sidder sammen med vores ingeniørkolleger hver dag, forklarer Torben Klausen i en meddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge adm. direktør Dariush Rezai, Sweco Danmark, skal navneskiftet være med til at forløse ’et stort potentiale’.
– Integreret rådgivning er nu ikke længere et koncept, vi taler om, men måden vi arbejder på. Med det nye navn på arkitektdivisionen intensiverer vi indsatsen for at forløse det store potentiale, vi kan se, der er. Vores mål er nu at blive den foretrukne rådgiver, fordi vi netop er i stand til at skabe smukke og sammenhængende projekter, der er gennemtænkt fra start, siger Dariush Rezai.
Internationalt opererer Sweco Architects i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Belgien og Polen. Med i alt 1430 medarbejdere er Sweco Architects den største europæisk baserede arkitektvirksomhed i Europa.
Fakta: Sweco Architects
– Sweco Architects er Swecos arkitektdivision med i alt 320 medarbejdere. Divisionen er baseret på det gamle Årstiderne Arkitekter, der blev en del af Sweco i 2018 og Kant Arkitekter, der blev en del af virksomheden i 2020
– Sweco Architects har kontorer i København, Aarhus, Silkeborg, Odense og Herning og arbejder sammen med Swecos ingeniører og andre specialister
Sweco Architects arbejder inden for ni faglige felter:
• Erhverv
• Transformation og renovering
• Boliger
• Almene Boliger
• Spaceplanning og indretning
• Undervisning og fritid
• Byplan
• Landskab
• Retail
Læs også Sweco fortsætter opkøb – overtager Kant Arkitekter
Læs også Sweco køber Årstiderne Arkitekter
Læs mange flere arkitektnyheder her