Adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark. Foto: Ejendomdanmark

Nyt vurderingssystem vedtaget: – Hastværket er betænkeligt

Et flertal på Christiansborg har tirsdag vedtaget et nyt system til vurdering af erhvervsejendomme. Det nye vurderingssystem, som også betyder en afskaffelse af offentlige ejendomsvurderinger af andelsboligforeninger, modtages med begrænset glæde hos ejendomsbranchens erhvervsorganisation, Ejendomdanmark.

– I mange sager vil systemet dog stadig betyde, at reel markedsværdi og offentlig vurdering ikke hænger sammen. Det skyldes, at det nye system bygger på, at erhvervsejendomme skematisk skal vurderes som almindelige ejerboliger. Heldigvis har et solidt pres medført forbedringer af det første lovudkast, bemærker adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark.

Der er blandt blevet nedsat et ekspertudvalg, der kan komme med forslag til forbedringer.

Skal bruges fra 1. marts
Den nye model fra skattemyndighederne, hvor vurderingerne er afkoblet fra en handelspris, skal bruges til vurderinger fra 1. marts. ’Hastværket er betænkeligt’, mener Jannick Nytoft.

– Selvom det er positivt, at politikerne har lyttet til vores kritik og ser på at forbedre vurderingerne, er vi bekymrede for, om modellen – som den ligger nu – er langtidsholdbar. Det nye system skulle være markedsbaseret og gennemskueligt, så det kunne skabe tillid, men sådan er det ikke med den nyopfundne model, siger Jannick Nytoft.

Han peger dog på, at der er sket forbedringer i lovforslaget, hvor håbet er, at det nye ekspertudvalg kan forbedre vurderingerne og gøre dem mere markedsbaserede.

– Branchen har heldigvis haft et konstruktivt samarbejde med politikere og skattemyndighederne. Det har betydet forbedringer og sikret, at et ekspertudvalg er med i pakken. Udvalget skal se, hvordan vurderingerne kan gøres mere markedsorienterede og dermed realistiske med handelspriser, siger Jannick Nytoft.

 

Fakta

– Skatteministeriet har siden den politiske aftale fra 2016 om ejendomsvurderinger arbejdet på et nyt system, så ejendoms- og erhvervsskatter, herunder dækningsafgift, kan blive så præcise som muligt. Men først i oktober 2020 inddrog Skatteministeriet Folketingets partier i arbejdet med den nyopfundne model

– På trods af et bredt flertal i Folketinget viser betænkningen til lovforslaget, at der er stor bekymring for det nye system hos især de borgerlige partier i Folketinget





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder