torsdag 28. januar 2021 08:07
EDC Erhverv henter partner i PwC: – Lidt af et scoop
Arne Kristensen tiltræder 1. maj som partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Vejle. Han er statsautoriseret revisor og kommer fra en stilling som partner i PwC Trekantområdet, hvor han har arbejdet med revision og rådgivning, herunder bistået kunder med køb og salg af erhvervsejendomme i 28 år.
– Vi har været på udkig efter at udvide vores partnerkreds i Vejle, da vi ønsker at styrke vores position. Derfor er vi meget tilfredse med at have landet en stærk profil som Arne Kristensen. Vi ser det som lidt af et scoop, at vi får et så kendt ansigt i byen som partner til vores erhvervscenter der, siger stifter, medejer og bestyrelsesformand Poul Erik Bech, EDC Poul Erik Bech-koncernen.
Han fremhæver, at Arne Kristensen kommer med stor erfaring og et højt kompetenceniveau fra revisionsbranchen, og at han har en kæmpe berøringsflade til områdets erhvervsliv, netværk og ejendomsbranchen og er kendt som en vellidt, dygtig og troværdig person.
– Med Arne Kristensen på holdet står vi endnu skarpere, og sammen med vores eksisterende partner Claus Fenger får vi det bedste fundament for at kunne vækste forretningen yderligere, siger Poul Erik Bech i en meddelelse.
Selv siger hovedpersonen, Arne Kristensen, der har boet i Vejle siden 1994:
– Jeg ser frem til at starte den 1. maj og ser et enormt potentiale i, at vi kan udvikle og styrke vores erhvervsafdeling. Jeg har et stærkt netværk i Vejle og omegn og har arbejdet med revision og rådgivning om køb og salg af erhvervsejendomme, optimering af transaktioner og forretningsmodeller i mere end 30 år. Den viden og det store netværk tager jeg med til EDC Erhverv Poul Erik Bech.