onsdag 04. november 2020 07:17
Ny Head of Capital Markets i EDC Erhverv Poul Erik Bech
Danske Leasings markante frontfigur på ejendomsområdet gennem årtier, Flemming Buhl, er 1. november tiltrådt som Head of Capital Markets i EDC Erhverv Poul Erik Bech. Han kommer fra en stilling som Real Estate Director i Danske Bank, hvor han har været i knap 35 år.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at videreudvikle EDC Erhverv Poul Erik Bechs Capital Markets-område. De sidste 20 år har jeg arbejdet med opbygning og udvikling af en væsentlig ejendomsportefølje. Jeg har gennemført et betydeligt antal ejendomstransaktioner, due diligence-processer, forhandlinger på både købs- og salgssiden. Med min robuste finansielle viden, min erfaring med ejendomstransaktioner og mit brede netværk er jeg sikker på, at vi kan styrke området Capital Markets, siger Flemming Buhl i en meddelelse.
Flemming Buhl var direktør i Danske Leasing og Real Estate Director i Danske Banks leasingselskab som ansvarlig for salg og køb af erhvervsejendomme med en samlet ejendomsportefølje på 6 milliarder kr.
Om ansættelsen af Flemming Buhl siger Poul Erik Bech:
– Vi er rigtig glade for, at vi har landet en tung profil som Flemming Buhl, der bliver partner og medejer. Ligesom vi oprettede vores internationale afdeling for godt et år siden som en selvstændig og dedikeret afdeling, som har været en stor succes, så udskiller vi nu vores større transaktioner i en særskilt Capital Markets-afdeling. Det gør vi for at strømline arbejdet og fokusere yderligere på vores voksende Capital Markets-område, og vi ser et stort potentiale med Flemming Buhl i spidsen i tæt sammen med vores 18 erhvervscentre.
Læs mere i EDC i internationalt sats: Går over al forventning
Tilbagegang i 2019
Det seneste regnskabsår – 2019 – blev et år med samlet tilbagegang for EDC Erhverv Poul Erik Bech, eftersom omsætningen faldt med 10 procent til 172 millioner kr., mens resultatet før skat med et dyk på 54 procent blev mere end halveret til 17,2 millioner kr. fra 37,5 millioner kr. i 2018.
Læs mere i Markant fald i top- og bundlinjen i EDC Erhverv Poul Erik Bech
Trods tilbagegangen – særligt i hovedstadsområdet – bliver 2019 betegnet som et ’solidt år’, fremgår det af et interview med stifter, medejer og bestyrelsesformand Poul Erik Bech, EDC Poul Erik Bech-koncernen.
Læs mere i Fusioner og konsolideringer skal være med til at vende nedgang i EDC Erhverv