Bach Gruppens Bryggens Bastion-projekt med det 86 m høje Njals Tårn på Njalsgade 78 på Islands Brygge på Amager. Foto: Bach Gruppen

Bach Gruppen får standset byggeri på Bryggens Bastion

Bach Gruppen skal ’omgående stoppe’ byggeri af et 86 m højt hus – kaldet Njals Tårn – på Faste Batteri Vej 78 på Amager.

Det oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune efter at have set den foreløbige rapport fra Cowi og Aalborg Universitet.

Dermed tager sagen om Bach Gruppens byggeprojekt Bryggens Bastion endnu en drejning, eftersom Københavns Kommune har standset byggeriet, som har udviklet sig til en slem hovedpine for byggekoncernen med hovedsæde i Viborg.

– Vi har sendt en standsningsmeddelelse til Bach Gruppen i dag (fredag, red.) og krævet yderligere dokumentation. Vores eksterne rådgivere har peget på, at beregningerne af bygningens statik er ufuldstændige og ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de udfordringer med bundpladen, som betonprøverne har vist. Derfor har vi i dag standset byggeriet, siger Rikke Sønderriis, områdechef i Område for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen.

De eksterne rådgivere Cowi og Aalborg Universitets foreløbige konklusioner viser, at væsentlige forhold i bundpladen – som revner i bundpladen og formodede støbeskel – ikke er medtaget i Bach Gruppens beregninger af bygningens statik.

Forventer at undersøge andre bygninger
Teknik- og Miljøforvaltningen har udover at standse byggeriet bedt Bach Gruppen levere nye, retvisende beregninger. Forvaltningen oplyser desuden, at det kan blive nødvendigt at se på de øvrige bygninger, som Bach Gruppen har opført i området.

– Når vi kender resultatet af de eksterne vurderinger, tager vi stilling til, hvad der skal ske i forhold til Bach Gruppens andre bygninger i området. Vi forventer dog at se på de andre bygninger, siger Rikke Sønderriis.

Forvaltningen afventer stadig resultatet af Teknologisk Instituts kikkertundersøgelser af bundpladens mulige støbeskel, som vil indgå i de eksterne rådgiveres endelige konklusioner i forhold til bygningen.

Der er ikke konstateret konkrete forhold, som udgør en akut fare for bygningen, oplyser Rikke Sønderriis.

Bach Gruppen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at forholde sig til standsningsmeddelelsen fra Københavns Kommune, da selskabet afventer resultaterne af en intern efterforskning.

Nyhed brød ud i august
9. august breakede Ekstra Bladet nyheden om, at Bach Gruppen, der blandt andet udvikler og udlejer ejendomme, 25. marts blev politianmeldt af Københavns Kommune på grund af mistanke om muligt byggesjusk i forbindelse med det storstilede Bryggens Bastion-projekt, hvor Bach Gruppen har solgt et højhus under opførelse på 23 etager til en ukendt køber.

I februar henvendte en whistleblower sig til Københavns Kommune om muligt byggesjusk.

Læs også Bach Gruppen: Krav til betonkvalitet overholdt eller udført bedre

Har fået ransaget flere kontorer
9. september fik Bach Gruppen ransaget flere kontorer i København, Viborg og Rødby. I den forbindelse sagde Martin Rasmussen, juridisk direktør i Bach Gruppen:

– Vi forstår, at besøget relaterer sig til en igangværende efterforskning af dokumentfalsk mod datterselskabet BG Beton.

– Vi samarbejder fuldt og helt med Københavns Politi i sagen, som vi naturligvis tager meget alvorligt. Hver en sten skal vendes, så vi kan få klarhed over, hvad der er foregået, og om eventuelle ansvarlige skal stilles til ansvar, sagde den juridiske direktør i Bach Gruppen.

Læs mere i Politiet ransager flere kontorer i Bach Gruppen – tager sagen ‘yderst alvorligt

Bach Gruppens projekt på Bryggens Bastion opføres af datterselskabet BG Njalsgade.

Største frasalg nogensinde
I juli købte amerikanske Nuveen Real Estate for omkring 745 millioner kr. studieboligbyggeriet ’Campus’, som er del af Bryggens Bastion. Det er Nuveens første investering i Danmark som en del af selskabets ’European Cities’-strategi, som skal munde ud i 15 investeringer med en samlet investeringssum på cirka 2 milliarder euro – omkring 15 milliarder kr. Nuveens danske opkøb omfatter et byggeri på 16.500 kvm bestående af 390 studieboliger fordelt på syv etager.

Bach Gruppens frasalg er den største handel nogensinde, den jyske byggekoncern har indgået på en enkeltstående ejendom.

Læs mere Ny amerikansk ejendomsinvestor i Danmark køber Bryggen-campus for 745 millioner kr.

Læs også Politianmeldt Bach Gruppen: Vi er rystede over angiveligt at være ført bag lyset

 

Fakta: Bach Gruppen

– Bach Gruppen A/S er en sammenslutning af flere virksomheder, der alle er bygget op omkring grundlæggeren Finn Bach. Finn Bach er stadig meget involveret i firmaet

– Bach Gruppens hovedaktivitet består i at være moderselskab for en række datter- og associerede selskaber

– Selskaberne beskæftiger sig primært med udlejning af bolig- og erhvervsejendomme samt produktion inden for byggeindustrien.

– Udover at have egen bygge- og entreprenørafdeling omfatter Bach Gruppen virksomheder, der leverer hovedparten af de råvarer og materialer, som bruges ved bygge- og anlægsopgaver, herunder sten, sand og grus, færdigbeton, tegl- og betonelementer, mørtel m.v.

– Bach Gruppens aktiviteter på ejendomsområdet fordeler sig forholdsmæssigt med cirka 70 procent omsætning fra erhvervsejendomme og cirka 30 procent omsætning fra boligejendomme.

– Bach Gruppen er landsdækkende, men er mest aktiv i området tæt på hovedkontoret i Viborg og området omkring kontoret i København

– Erhvervslejemålene er primært placeret i Viborg, men også i blandt andet Silkeborg, Randers, Ikast, Herning og Aarhus

– Boligejendommene er igen primært placeret i Viborg, men Bach Gruppen er også aktive i byer som blandt andet Brande, Bække, Thorsø, Hammel, Løgstrup, Skals og Hjallerup

Kilde: Bach Gruppen

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder