fredag 04. september 2020 18:18
MG Real Estate klar med spritnyt logistikbyggeri
MG Real Estate er en af de første internationale investorer, der har valgt at bygge spekulativt i Danmark. Første spadestik blev taget i 2017 og nu er byggeriet godt i gang og dermed også udlejningen.
Derfor holdt MG Real Estate og Andersen Erhverv torsdag åbent hus for at vise, hvad et logistikcenter kan og ikke mindst, hvad der er særligt ved det, når det er udviklet spekulativt.
– Det betyder jo blandt andet, at man kan komme og se det, fordi det faktisk står færdigt, siger Kim Andersen.
Alt i alt var der 60 besøgende til åbent hus torsdag, og det er Kim Andersen meget tilfreds med.
– Det, der i min optik, gør det så fantastisk er, at det sådan set er den første logistikpark ejet af samme udlejer etableret i Danmark. Området ender med at være på 100.000 kvm og det giver nogle helt nye muligheder, hvad angår fleksibilitet, fordi du kan udvide og indskrænke i samme byggeri. Det er en meget stor forskel i strategisk tilgang.
MG Real Estate har da også fokus på første klasses lokationer, herunder Greve, som er under udvikling som et logistik hub i Danmark og på Sjælland er i konkurrence med blandt andet Køge.
I Greve er der mulighed for leje af enheder i størrelsesordenen 5.000 – 70.000 kvm. Indtil videre er der to lejere i parken. Hobbii, der sælger garn og har haft fremgang under corona, og reservedelslageret Interdan. Kim Andersen er stærkt fortrøstningsfuld i forhold til den videre udlejning.
– Jeg ser to vigtige trends i logistikmarkedet lige i øjeblikket. Corona har gjort meget for logistikmarkedet i kraft af de forandringer, der er sket i de internationale værdikæder. Mens man måske før kunne klare sig med et lager i Indien, så har man fundet ud af nu, at det kan man ikke. Det har været god latin i mange år, at man havde så lidt på lager som muligt, men det har ændret sig med corona. Den anden trend er, at der er flere, der handler på nettet, og det understøtter naturligt nok også logistikmarkedet, siger Kim Andersen.
Greves borgmester Pernille Beckmann talte til det åbne hus, og det var da også hende, der tog første spadestik.