torsdag 25. juni 2020 16:08
Fire anholdt i PFA-bestikkelsessag
Københavns Politi har torsdag anholdt fire personer ved en koordineret aktion.
– De fire er sigtet i en sag om bestikkelse i forbindelse med et byggeprojekt i København, oplyser politiet.
Sagen omhandler helt konkret om, at Pihl & Søn valgte at tippe PFA om, at entreprenørvirksomheden efter sigende var blevet stillet overfor et krav om returkommission, da kontrakten om Redmolen i Københavns Nordhavn skulle tildeles en entreprenør. V2C var bygherrerådgiver for PFA. Efterfølgende er kontrakten på 800 millioner kr. i øvrigt blevet tildelt Pihl & Søn.
Det drejer sig om en cirkulær bygning på 26.000 kvm med 5.400 kvm kælder.
Læs mere i Pihl & Søn vinder kontrakt til 800 millioner kr. i Nordhavn
– I forbindelse med, at PFA snart skal til at igangsætte et større byggeri i Københavns Nordhavn, er der kommet informationer frem om, at det rådgivningsfirma, som PFA har anvendt, angiveligt skulle have krævet betaling fra en entreprenørvirksomhed som betingelse for, at rådgivningsfirmaet skulle anbefale PFA til at indgå aftale med den pågældende entreprenør, oplyste pressechef i PFA, Kristian Lund Pedersen, i marts til Estate Media.
En af dem er medstifter, indehaver og adm. direktør Peer Kisbye, V2C, der stod bag V2C sammen med Lars Blaaberg. Lars Blaaberg stoppede allerede i efteråret – begrundelsen lød, at han ville ud at mærke byggepladserne igen, men i forbindelse med politianmeldelsen i marts uddybede V2C:
– På baggrund af sagen har V2C igangsat en intern undersøgelse. Konklusionen er, at det er den tidligere medejer, der er den ansvarlige i V2C for aftalen. Advokatfirmaets medansvar afklares af retten. Der er ikke afdækket yderligere uregelmæssigheder internt i V2C – og vi har styrket vores kontroller. I V2C har vi reageret så hurtigt og konsekvent som muligt, og vi har gjort alt, hvad der står i vores magt for at fastholde vores kunders, samarbejdspartneres og markedets tillid til V2C og vores uvildighed. Vi er alle i V2C dybt berørte over situationen, og vi beklager den dybt.
Læs mere i V2C politianmeldt i sag om returkommission
Læs også Stifter Lars Blaaberg forlader V2C: Jeg vil ud på byggepladsen igen
Anmeldelse siden februar
Nu er altså også Peer Kisbye blevet sigtet.
– Jeg kan bekræfte, at han er blevet sigtet og glad for, at politiet nu har taget sig af sagen. Der har ligget en anmeldelse siden februar, og det har naturligvis været anstrengende. Peer Kisbye mener ikke, at han har gjort noget som helst galt og håber på en hurtig afslutning, siger advokat Bjarke Vejby, Riemann Advokatfirma.
Da Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet slog til på flere adresser i hovedstadsområdet torsdag morgen skete det efter flere ugers efterforskning.
– Ved aktionen blev der anholdt fire personer, der nu er sigtet og mistænkt i sagen. De anholdte er mellem 47 og 61 år, og der er tale om to nuværende direktører, en tidligere direktør samt en advokat, oplyser politiet.
I forbindelse med aktionen blev otte adresser i hovedstadsområdet ransaget, deriblandt flere advokatkontorer. De anholdte forventes løsladt efter endt afhøring hos Københavns Politi.