onsdag 27. maj 2020 13:24
Mikael Goldschmidt ny formand i M. Goldschmidt-koncernen
I forbindelse med M. Goldschmidt Holdings netop fremlagte årsrapport for 2019 præsenterer koncernen, hvis kerneforretning er investering i fast ejendom, ligesom koncernen blandt andet ejer isenkræmmerkæden Imerco, endnu en nyhed. Den handler om ændringer i koncernens bestyrelse og direktion.
Konkret er stifter, ejer og hidtidige adm. direktør Mikael Goldschmidt netop valgt som ny bestyrelsesformand. Han afløser Niels Heering, som fratrådte 25. maj.
Samtidig er Søren Bjørn Hansen blevet forfremmet til adm. direktør fra viceadm. direktør.
Rokaden i M. Goldschmidt Holdings bestyrelse og direktion sker, fordi ’Mikael Goldschmidt nu påbegynder en proces med det klare formål at forberede sine to børn på, at de en dag skal indtage rollen som ansvarlige ejere af den koncern, som Mikael Goldschmidt i dag ejer 100 procent’.
– Vi er meget stolte af de resultater, som vi har opnået, siden selskabet blev stiftet i 1979, og vi anser familieejerskabet som den allerbedste ejerform til at beskytte vore virksomheder og medarbejdere. Det har ligget mig meget på sinde at klargøre processen til, at mine børn – når de var klar – kan indtage rollen som ansvarlige ejere.
– Denne proces tager mange år, og jeg føler, at jeg bedst løser denne opgave ved selv at indtage rollen som formand for bestyrelsen i M. Goldschmidt Holding, hvor begge mine børn fremover vil være medlemmer, siger Mikael Goldschmidt.
Ny bestyrelse
Bestyrelsen i M. Goldschmidt Holding består nu af bestyrelsesformand Mikael Goldschmidt, næstformand Jens Peter Toft, Anne-Sofie Goldschmidt, Daniel Goldschmidt, Peter Winter og Christian Richter. Sidstnævnte i sin egenskab af ’Head of Family Office’.
Advokat Niels Heering stopper således som formand i bestyrelsen for M. Goldschmidt Holding-koncernen, men fortsætter som formand for selskaberne Aquaporin og Danish Aerospace Company, hvor M. Goldschmidt Holding-koncernen er største aktionærer.
– Vi takker Niels Heering for godt formandskab de sidste fire år og ser meget frem til at fortsætte samarbejdet i Aquaporin og Danish Aerospace Company, siger Mikael Goldschmidt.
Har netop fremlagt 2019-regnskab
31. december 2019 havde M. Goldschmidt Holding A/S en balance på 7.665 millioner kr., hvilket er en stigning på 601 millioner kr. i forhold til året før. Egenkapitalen udgjorde 2,8 milliarder kr. svarende til en soliditetsgrad på 33,6 procent.
Læs meget mere om 2019-regnskabet i Top- og bundlinjen falder i M. Goldschmidt-koncernen
Læs eller genlæs i øvrigt det store portræt af Mikael Goldschmidt, ’- Jeg sover med støvlerne på’, i Estate Magasin nr. 1/2019, som kan læses her