Ugen i Ejendom: Kuk i forvaltningen og masser af tech

Det er åbenbart meget svært at styre Teknik- og Miljøforvaltningen og dermed de forretningskritiske processer, der vedrører rigtig mange i ejendomsbranchen. I denne uge skete det i hvert fald igen. Så store problemer med embedsførelsen havde hobet sig op, så borgmester i Teknik- og Miljøforvaltningen Ninna Hedeager Olsen følte sig nødsaget til at indlede en afskedigelsessag mod Pernille Andersen. I efteråret blev 9 centerchefer afskediget, og selvom begrundelsen dengang var nedskæringer, så er der ikke tvivl om, at der ikke har været styr på tingene i forvaltningen.

Sagen kommer kun godt 1,5 år efter, at nøjagtig det samme skete i Aarhus. Her mistede rådmanden tilliden til direktør Erik Jespersen og indledte afskedigelsessag i juni 2017, hvilket indledte et langvarigt forløb, der strakte sig til efter KL2017 før der kunne findes en ny.

For det første er det blevet mere almindeligt, at kommunale topchefer bliver opsagt. Der var engang, hvor embedsmandsrollen var næsten urørlig, hvis man ikke lige tog på kollegerne eller drak alt for meget i tjenesten. Sådan er det ikke mere. Lønningerne er blevet forholdsvis høje, men det er kravene til, at man har styr på sagerne også. Den anden ting, der slår mig er om vores måde at forvalte på er god nok. Jeg kender ingen statistik på, hvor det oftest går galt i forvaltningerne, men det forekommer mig, at det komplekse område i teknik- og miljøforvaltningerne, som inddrager mange interessenter, har en overvægt i at mislykkes.

Det er meget problematisk for bygge- og ejendomsbranchen som over hele landet er fuldstændig afhængig af, at den offentlige forvaltning er både transparent, forståelig og pålidelig. Jeg har ikke en tju-bang-sådan-løser-vi det i værktøjskassen, men jeg vil på det kraftigste opfordre til refleksion på et højere plan end kun det konkrete. “Der er noget galt i Danmark…”, når det på så kort tid går så galt i begge Danmarks største byer.

Læs også Adm. direktør i Københavns Kommune afskediget

Læs også Rådmand i Aarhus: – Jeg har mistet tilliden til direktøren

En anden vigtig nyhed med stor betydning er det, at DSB nu får lov til at udvikle ejendomme. I vores nabolande og ikke mindst i Tyskland og Frankrig er jernbaneselskaberne betydningsfulde udviklingsselskaber med enorm indflydelse på byer og bymiljøer. Den mulighed for co-creation har vi ikke set i Danmark, fordi DSB Ejendomme har fungeret som et rent ejendomsselskab. Det er en af den slags nyheder, som måske virker lille, men som på den længere bane kan få enorm betydning.

Læs også Folketinget giver DSB lov til at være ejendomsudvikler

Mens højhuset i Brande i sidste uge fik byggetilladelse, men ikke har vist tegn på, at der er planer om at gå videre med ideen her og nu, så kunne Lighthouse i Aarhus, der dermed er Danmarks højeste hus i mere konkret form, offentliggøre valget af entreprenør.

Rune Kilden og Stine Hindby kunne sammen med Domis Ejendomme og det øvrige konsortium indgå kontrakt med Aarsleff om byggeriet af det 1,2 milliarder dyre højhus. De første lejligheder forventes afleveret primo 2022. Overraskende nok ændrer kontrakten ikke på forventningerne til året, hvor den ellers ser ud til at komme til at udgøre, hvad der svarer til 10 procent af Aarsleff årlige omsætning. Aarsleff har i øvrigt fået godt fat om højhussegmentet, for det er også dem, der skal bygge det kommende højeste hus i Carlsberg Byen.

Læs også Aarsleff skal bygge Danmarks højeste hus

Der var flere, der kunne konstatere, at PropTech området på sidste uges ejendomsmesse på Mipim ikke var det, der trak flest danskere. Men interessen/nysgerrigheden eller måske bare frygten er der i hvert fald. Om det så er fordi det skaber interesse eller blot fordi, man er bange for ikke at være med på vognen, eller måske mere sandsynligt noget midt imellem, så blev flere tech-nyheder i denne uge i hvert fald blandt ugens mest læste.

Den ene var nyheden om, at Home Erhverv har indgået samarbejde med den danske analysevirksomhed Exometric, der gennem markedsanalyser baseret på big data og interviews med danske husstande kan give viden og indsigt i forbrugeradfærd og markedstrends. Dermed vil Home Erhverv kvalificere beslutningerne om ejendomsinvesteringer yderligere.

Læs også Home Erhverv og Exometric indgår samarbejde

Den anden var nyheden om, at svenske Propstreet nu går ind i Danmark med en platform, hvor investorer i al hemmelighed kan vise interesse for anonymt udbudte ejendomme. Platformen har fået en rigtig god start i Sverige og i første omgang har den ramt Danmark med mulighed for at investere i svenske ejendomme. Men en dansk pendant er på vej.

Læs også Svensk investeringsplatform vil sælge ejendomme i Danmark

Og når vi nu er ved Tech-nyhederne, så udvider Tine Thygesens Creators Community, der omfatter 24.000 kvm spredt over københavnske Matrikel1, Founders House og Startup Village – og de norske Mesh og DIGS. Alle steder er der fokus på techvirksomheder, og flere venturefonde har også valgt at have deres hovedkontorer i fællesskaberne.

Læs også Selskab bag kontorfællesskaber rejser 30 millioner kr. og udvider

Strategiske samarbejder er noget, der kan sætte godt gang i diskussionerne hos mange arkitekter, advokater og andre rådgivere for er det nu en god ide, at de samme bliver knyttet til opgaver i en årrække fremfor, at flere forskellige firmaer får chancen. Københavns Kommune har nu afprøvet det strategiske samarbejde i et års tid, og i denne uge vandt Trust så til kæmpe glæde for de involverede endnu et partnerskab nemlig med KAB. Enemærke & Petersen, Kant arkitekter, JJW arkitekter, SLA, Oluf Jørgensen, Norconsult og Rekommanderet er nu KAB’s nye, strategiske byggepartner.

Læs også KAB sætter navne på milliard-partnerskab

Læs også Strategisk partnerskab i milliard-klassen sætter ikke spor i regnskabet

Der kan siges rigtig meget om partnerskaberne, og der er helt sikkert både fordele og ulemper. Men udefra set, så må det altså være en fordel for os allesammen, at arkitekter, ingeniører og entreprenører ikke skal starte forfra hver gang de tilgår en opgave. Bliver tilgangen så lidt doven, når de ikke kommer med friskt sind? Det er klart, at har man lige bygget en børnehave og skal bygge en til, så tænker man måske ikke helt ud af boksen igen. Med kæmpe respekt for god arkitektur og ikke mindst et stort ønske om, at der fortsat netop er midler til at bygge fyrtårne, så er spørgsmålet bare: Gør det egentlig noget, at der bliver bygget driftserfaring op på opgaverne i hverdagen? Det tror jeg ikke, men jeg glæder mig til om få år at vide fremfor tro og få syn for sagn og i løbet af de kommende år få evidens på de strategiske partnerskaber og deres betydning for de helt store driftsbudgetter i kommuner og boligselskaber.

Rigtig god weekend!

 

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder