Sådan har en tidligere illustration af Vinge-projektet set ud. Illustration: Henning Larsen Architects og Tredje Natur

Lokal storinvestor sælger 9 grunde tilbage i Vinge-byprojekt

Den lokale, store investor André Wilhelmsen og enkelte private grundejere sælger grunde tilbage til Frederikssund Kommune i kølvandet på nedskaleringen af det ellers storstilede byudviklingsprojekt Vinge.

Det skriver dagbladet Politiken.

André Wilhelmsen har netop solgt 9 ud af 18 grunde til rækkehuse tilbage til Frederikssund kommune. Hans firma AW Ejendomsinvest har opført de resterende 9 rækkehuse, men selskabet har ikke kunnet sælge husene og har været nødt til at leje dem ud.

– Når vi ikke har kunnet sælge de første huse, bygger vi ikke de næste. Hele projektet i Vinge er interessant, men problemet er, at kommunen ikke magter opgaven. Kommunen sætter stadig ikke de ressourcer af, som er nødvendige, siger André Wilhelmsen til Politiken.

Han peger især på, at der er usikkerhed om, hvorvidt der kommer en S-togsstation i Vinge som planlagt.

André Wilhelmsen mener, at kommunen burde overlade opgaven med udviklingen af Vinge til et byudviklingsselskab med en professionel bestyrelse og direktør, som har erfaring med den type projekter.

Optimistisk borgmester
Frederikssund Kommunes borgmester, John Schmidt Andersen (V), tror stadig, at projektet bliver til virkelighed – og at der kommer en S-togsstation. Og at kommunen kan klare opgaven.

– Vi skal selvfølgelig vise, at der er fremdrift, og i løbet af efteråret er jeg sikker på, at vi sælger tre eller fire store parceller. Det bliver mange lejligheder, siger borgmesteren til Politiken.

Vinge-projektet blev sat tilbage i december 2017, da milliardaftalen, som Frederikssund Kommune havde indgået med AP Ejendomme og MT Højgaard om udvikling af Vinge Centrum, blev annulleret. Det skete, fordi kommunen afbrød forhandlingerne med AP Ejendomme for i stedet at genudbyde etableringen af den centrale del af Vinge i 2018 sideløbende med, at den øvrige by udvikles.

Tidligere har Frederikssund Kommune markedsført Vinge som et af Danmarks største byudviklingsprojekter med et areal på 370 hektar, hvilket er næsten 20 procent større end Ørestad på Amager. Fuldt udbygget skulle der være omkring 20.000 indbyggere og omkring 4.000 arbejdspladser i byen. Og 40 minutter med S-toget til København.

Læs også AP Ejendomme klar til at forhandle igen efter nedbrud i forhandlinger om Vinge

Læs også Den nye bydel Vinge giver kaos i Frederikssunds Kommunes økonomi

Læs også AP Pension og Frederikssund Kommune indgår aftale om etablering af Vinge Centrum





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder