Ugen i Ejendom: Hertil og ikke længere

Det har været svært for Danske Bank at styre en erhvervsmæglerkæde. Først entrerede Danske Bank i Home-kæden med mæglerlegenderne Bjarne Jensen og Steen Winther-Petersen, der blev så trætte af at være bundet på hænder og fødder, at de efter en karensperiode dannede RED, der i dag er blevet til Cushman & Wakefield RED og en af Københavns største erhvervsmæglere.

Så kom Michael Lind Olesen, der også trådte ud af samarbejdet igen, for at gå solo med Cubrix Properties. Han blev afløst af Claus Obel Skovgaard fra Aberdeen, der ikke vækstede den vigtige københavnerdel af forretningen, for dernæst at overlevere den til Mikkel Søby. Og hvad Danske Bank egentlig ville med sin erhvervsmæglerkæde forsvandt imellemtiden i tågerne og stod cirka lige så klart, som det gjorde for Nykredit. Nemlig helt uklart.

Læs også Home Erhverv bliver solgt til Mikkel Søby og Henrik Svane

For mens det giver god mening for en boligmægler at være forlovet med et realkreditinstitut, så har det ikke samme værdi i erhvervsmarkedet. Det kan faktisk ligefrem være en hæmsko. Og det blev yderligere understreget, at det også går den anden vej, da Danske Bank sidste år skulle sælge ud af sin portefølje og ikke valgte sin egen erhvervsmæglerkæde til at stå for hele handlen.

Så ægteskabet var altså ikke lykkeligt, men det bliver skilsmissen formentlig. Samtidig er der opstået et nyt ægteskab, da helsingoranske Mikkel Søby og odenseanske Henrik Svane i denne uge kunne offentliggøre, at de efter lange forhandlinger nu har overtaget hele Home-kæden. Dermed går de fodsporene på Erik Andresen, der selv ejede Aarhus-kontoret af Nybolig Erhverv, indtil han i 2017 sammen med et par samarbejdspartnere overtog hele kædesamarbejdet. Mens Nybolig Erhverv har meldt ud, at ultimo januar er de nu endelig klar med nyt navn og strategi for kædesamarbejdet, så skal Home Erhverv nu først finde sine ben og regner med at skifte navn i 2020.

Læs også Annette Rønne: Vi har brug for udvikling af Home Erhverv

Dermed er der Danbolig Erhverv tilbage. Her har der været tale om et mere løst samarbejde, og nu er spørgsmålet, om Nordea vælger at gå samme vej som Danske Bank og Nykredit og forsøge at skille sig af med kæden eller i stedet ser en fordel i et tættere samarbejde med erhvervsmæglerne i stedet.

Ugens anden store nyhed kom også fra mæglerbranchen. Den handlede om, at Peter Norvig, der på trods af et tidligere frasalg, stadig står i spidsen for Living Homes fik frataget sin ret til at kalde sig ejendomsmægler. Samtidig er Living Homes optaget på klagenævnets liste over erhvervsdrivende, som ikke har efterlevet nævnets kendelser. Der er i øvrigt kun et firma på den liste. Living Homes har været dygtige til at sælge de boliger, de fik ind. Peter Norvig har forstået og læst markedet gennem mange år. Det er derfor ærgerligt for branchen – og naturligvis for Peter Norvig – at der simpelthen ikke er orden i penalhuset. Det har knebet med at holde styr på de deponerede og ikke mindst tilbagebetale dem til tiden, og det går naturligvis ikke.

I kølvandet på afgørelsen valgte Pensiondanmark at stoppe samarbejdet med Peter Norvig. Det er en helt naturlig konsekvens. I sidste uge kommenterede jeg Cobblestones udmelding om, at man i højere grad bliver nødt til at tænke ikke bare på kunden, men også på kundernes kunder for at være sikker på, at man ikke ender med at stå på mål for noget, der ikke er acceptabelt. Derfor er det også helt rigtigt af Pensiondanmark at tjekke sine samarbejdspartnere og stoppe samarbejdet.

Læs også Pensiondanmark stopper samarbejde med Peter Norvig

Læs også Peter Norvig frataget retten til at kalde sig ejendomsmægler

Jeg støder ofte på aktører i ejendomsbranchen, der ikke har brugt tiden på at tjekke, hvem de egentlig køber ind hos. Men det kan betale sig lige at gå en tur i CVR og se under aktive, men især ophørte relationer på virksomhedernes bagmænd. I ejendomsbranchen er det ikke helt usædvanligt at være gået konkurs en enkelt gang. Måske også to, og det kan stadig forsvares. Men er der tale om et firma, der spekulerer i gang på gang at gå konkurs, så skal man overveje, om det harmonerer med den moral og etik, man gerne vil stå på mål for.

Ringene og rygterne spreder sig i dag hurtigere end nogensinde før, og derfor stiller det langt større krav til indkøberne i virksomheder, der gerne vil være ordentlige i deres tilgang til markedet.

Det er nu lidt mere end et år, siden Stensdal Group afnoterede selskabet fra fondsbørsen. Og at dømme på regnskaberne, så var det den helt rigtige beslutning.

Læs også Stensdal Group fordobler årsresultat til 79 millioner kr.

Til gengæld er det ikke så nemt for Gefion Group at finde den rigtige kapitalrejsningsmodel. Opkøbet af Victoria Properties går kun langsomt fremad.

Læs også Gefion Groups børsplan med Victoria Properties er lykkedes

Der er stadig stor rotation i ejendomsbranchen, og det fremgår tydeligt af Jørgen Jensens kommentar til sit jobskifte. Han har stået for udviklingen af lufthavnens nye områder igennem de seneste år, men blev kontaktet af Torben Rønsov fra Amalie Search & Selection, der har specialiseret sig i rekruttering i ejendomsbranchen. Efter nogle overvejelser besluttede Jørgen Jensen, at han nu skifter til Arkitektgruppen.

Læs også Arkitektgruppen finder projektudviklingschef i Københavns Lufthavn

Også Ole Hjorth, der har været i Sadolin & Albæk siden 2006 blev en af ugens mest læste nyheder på grund af jobskiftet til Cushman & Wakefield RED.

Læs også Ny direktør i Cushman & Wakefield RED

Der har længe været talt om, at erhvervsbyggeriet ville komme op. Og den slags nyheder sniger sig også lige så stille ind i nyhedsstrømmen. I denne uge vandt et team byggeriet af den nye landsret i Nordhavn, mens Carlsberg kunne vise deres nye domicilbyggeri i Carlsberg Byen frem – i hvert fald på renderingsplan.

Læs også Tre selskaber investerer over en halv milliard kr. i ny Østre Landsret

Læs også Vinderteam fundet til ny Østre Landsret på 16.000 kvm

I foråret interviewede jeg Lars Thylander, formand for Thylander Gruppen, og allerede dengang syntes han, at det var blevet svært at finde egnede investeringsejendomme. Nu har Thylander så lige købt en række lejligheder i Taastrup, der var udbudt til et startafkast på 1,6 procent. Men at købe ind til så lavt et afkast ville han dog ikke have siddende på sig, selvom ingen af parterne officielt vil offentliggøre prisen.

Læs også Lars Thylander: Vi har aldrig købt til et startafkast på 1,6 procent

Læs også Thylander Gruppen køber 285 lejligheder i off market transaktion

Og når nu vi er der; hvorfor er det så så farligt at offentliggøre priserne. I Sverige, hvor mange selskaber er børsnoterede, er der en helt anden grad af transparens i markedet. Hvorfor er danske aktører så bange for at oplyse, hvad de har betalt for et aktiv? Sålænge der tydeligvis som i dette tilfælde stadig er adgang til off-market transaktioner, – for naturligvis behøver man ikke udbyde alting, – så ville det gavne hele branchens troværdighed og styrke gennemsigtigheden, hvis købere og sælgere stoppede hemmelighedskræmmeriet.

Det burde være et af branchens mål for 2019, men mange års erfaring har lært mig, at der er mange, som det skræmmer helt vildt, hvis man kan se om de nu – i andres optik – har gjort en god eller dårlig handel. Men det handler vel i sidste ende primært om at blive bedre og mere professionel og dermed stole på sine valg. Eller hvad?

Rigtig god weekend og pas nu godt på branchen derude!

 

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder