Ugen i Ejendom: Pludselige fratrædelser og spektakulære projekter

En række overraskende ændringer på markante poster i branchen blev ugens mest læste nyheder. En højdespringer nyhedsmæssigt var udmeldingen fra Ejendomsforeningen Danmarks bestyrelse om, at adm. direktør gennem 7,5 år Torben Christensen fratræder med øjeblikkelig virkning. Bestyrelsen med formand John Frederiksen og næstformand Henrik Dahl Jeppesen i front har besluttet, at der skal en anden profil i front.

Arbejdet med at finde en ny profil er allerede gået i gang. Det var for mange i branchen en stor overraskelse, at Torben Christensen nu skal erstattes, og det blev da også en af de mest læste nyheder. Samtidig er de fleste i foreningen nok også spændt på, hvem der kommer til at afløse Torben Christensen og hvilken politisk og samfundsmæssig betydning foreningens bestyrelse vil prioritere, at den nye profil har.

De senere år har Ejendomsforeningen stået forholdsvis stejlt på traditionelt konservative tilgange til markedet, – det gælder for eksempel i forbindelse med planlovsændringerne og andelen af almene boliger, og det bliver spændende at se – og det helt store spørgsmål for mange i branchen, om det er den tilgang, som bestyrelsen vil have ændret på eller ændringen skyldes noget helt andet…

Læs Torben Christensen fratræder i Ejendomsforeningen Danmark

Den anden meget læste historie om vagtskifte i branchen i ugen var meddelelsen om, at det ejendomsspecialiserede advokatfirma Gangsted-Rasmussen nu deles i to. Først kom udmeldingen fra de eksisterende partnere i det mere end 100 år gamle advokatfirma om, at selskabet tager afsked med Gangsted-Rasmussen familien og selskabet skifter navn til Gangsted Advokatfirma nu med partnerne Lasse Thore Stjernholm Detlevsen, Mads Roikjer, Søren Sloth og Thomas Ulrik, der fortsætter uændret som ejere af virksomheden.

Læs Gangsted-Rasmussen skifter navn og skifter ud i partnerkredsen

Efterfølgende kunne Christian Gangsted-Rasmussen så melde ud, at han ikke har tænkt sig at stoppe som advokat men vil starte nyt advokatfirma – også under navnet Gangsted-Rasmussen. Det trak naturligvis mange læsere, der er nysgerrige på, hvad der er sket mellem partnerne og hvordan det kendte advokatfirma fortsætter. Partnerne i det fortsættende Gangsted-Rasmussen har forsøgt at afdramatisere situation og kommenterer udelukkende, at parterne er vokset fra hinanden. Der er dog ingen tvivl om i udmeldingen fra Christian Gangsted-Rasmussen, der trådte ind i familiefirmaet i 2000, at han vil starte det nye firma op og også vil referere til familiehistorien i sit nye regi.

Læs Christian Gangsted-Rasmussen starter for sig selv

Der er en del internationale prisuddelinger, der bliver fulgt med bevågenhed. Den mest kendte i Danmark er nok Euromoneys awards, der på lidt uigennemskuelig vis hvert år bliver uddelt til aktører i den danske ejendomsbranche. Anderledes er det med det anerkendte investor-magasin IPE, der hvert år uddeler priser for bedste investeringsstrategi, bedste investering og meget andet. I år vandt SEB Pension guldprisen ‘Medium Real Estate Investor of the Year’. Det var en glad Solveig Rannje, der kommenterede prisen. Og det er da også en stor anerkendelse, at der bliver arbejdet godt med den eksisterende portefølje i et af de få pensionsselskaber, der på grund af en stabil formue, ikke er ivrigt ude i markedet for at finde nye investeringsmål.

– Vi er meget stolte af at vinde en guldmedalje. Det bliver ikke finere i denne konkurrence, som tiltrækker internationale pensionsselskaber, forsikringsselskaber og fonde. Vi har i SEB Ejendomme valgt en strategi, hvor vi primært fokuserer på direkte investeringer i moderne, energivenlige ejendomme – primært kontor – i Danmark beliggende i attraktive områder omkring de største byer. Vi tror på, at det er den type aktiver, der sikrer det stærkeste afkast i fremtiden. Prisen er en fantastisk blåstempling af vores måde at arbejde strategisk med opbygningen af langtidsholdbar ejendomsportefølje, sagde direktør for SEB Ejendomme Solveig Rannje om prisen.

Læs SEB vinder guld

Så blev det også ugen, hvor et vedholdende rygte i markedet, langt om længe blev bekræftet. Børsen lancerer nemlig en ny portal for erhvervsejendomme. Printmedier har de seneste år mærket en kraftigt nedadgående tendens fra annoncørerne, og selvom Børsen bestemt ikke er den, der er hårdest ramt, så skal den nye portal alligevel forsøge at skaffe andre kunder i butikken. Det bliver spændende at se, om mæglerne tager den til sig og dermed går i konkurrence med deres egen portal, Ejendomstorvet, og ikke mindst, hvor mange portaler, der er kunder til på den lidt længere bane på det danske marked.

En historie, som mange også klikkede ind på, var historien om Claus Møllers Actus, som har forrentet investorernes penge med næsten 17 procent i 2016. Claus Møller husker sig selv og andre “hanelefanter” på, at man skal til at passe lidt på.

– Vi er dog bevidste om, at træerne ikke vokser ind i himlen, så alle investeringer bliver gransket særlig grundigt i disse tider. En af de få fordele ved at blive ældre er, at man skal nyde den gode stemning, mens den er der. For vi gamle hanelefanter ved, at det vender, siger Claus Møller.

Claus Møller mener dog, at der er en tydelig forskel i markedet fra 2007 til i dag.

– Dengang så mange kun himlen, men sådan er det ikke i dag. Der er mere sådan en stemning af at “nu skal vi også til at passe på”, og det var der ikke i 2007, hvor man bare hamrede derudaf, påpeger Claus Møller. 

Læs Actus fik resultat på næsten 17 procent

Men der er nogen, der hamrer derudaf – indtil videre. I hvert fald ud af det københavnske marked. Ugen bød på opkøb både af boliger i Aalborg og af Danske Bank domiciler i Odense og Kolding. Det blev således også endnu en travl transaktionsuge.

I denne uge kom der også nye partnere i arkitektfirmaet Mangor & Nagel i nyhedsstrømmen. Selvom der kun er forholdsvis få kvindelige partnere i danske arkitektfirmaer, så er der flere og flere direktører og i denne uge kunne Bente Andersen, der er kendt af mange fra blandt andet Cowi, så kalde sig begge dele.

Læs Mangor & Nagel får nye partnere

Endelig blev det også ugen, hvor et spektakulært stort og nyt projekt til potentielt over 16 milliarder kr. blev offentliggjort. Mange år i ejendomsbranchen har lært mig, at det på dette stadie måske er lidt for tidligt at vurdere om det får gang på jord. Men stort er det på mange måder.

Læs H.C. Andersens tårnets bagmænd tror 100 procent på realisering

Og med de ord: Rigtig god weekend til både dem, der blev udnævnt og dem, der fratrådte. I næste uge er der endnu en uge i ejendomsbranchen efter en forhåbentlig solrig weekend.

Og så til allersidst en stor tak til de mange, der lagde vejen forbi og så Estate Medias nye lokaler i centrum af København og ønskede tillykke i denne uge. Nåede du det ikke, så er du altid velkommen en anden gang!

God weekend!





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder