Hvis man ønsker at investere bæredygtigt og ansvarligt er der flere og flere, der læner sig op ad en ESG-dagsorden. E’et er nok det mest udbredte og forståelige. Klimaet forandrer sig, CO2-udslippet skal nedbringes, og det kan vi allesammen bidrage til ved at bruge mindre energi og investere bæredygtigt. Indtil videre bliver det i høj grad målt via certificeringer om det så er DGNB eller svanemærkninger, men der er mange nye tiltag på vej, der fører langt videre, og flere aktører i Danmark

S’et står for Social, og det er der ved at komme mere og mere fokus på. I ejendomsbranchen bliver det ofte oversat til at tage ansvar for det samfund, man skaber byudvikling i eller at medvirke til at bygge betalbare boliger.

Når man taler om S’et i ESG, så handler det også om at sikre sig, at man ikke for eksempel bruger produkter produceret af børnearbejdere, byggearbejdere eller -teams hyret ind uden socialt sikkerhedsnet og i det hele taget tager hensyn til alle stakeholdere i forbindelse med aktiviteterne.

Og så kommer vi til G. G for Governance handler primært om, at der bliver skabt transparente strukturer. At der er skabt klare beslutningsstrukturer i forhold til ejerskab og ledelse, at bestyrelsen tager de overordnede beslutninger om virksomhedens ledelse, strategi og udvikling, som der står i Selskabsloven, at der er sikret strukturer, der gør, at man ikke har dobbeltkasketter og andre lignende helt kendte hygiejnefaktorer i ledelsen af et selskab, og at man sikrer sig, at man agerer rigtigt i forhold til offentlige myndigheder og andre interessenter. Her stopper transparensen så for mange selskaber for meget andet er der ikke brug for.

Men krigen i Ukraine har sat fokus på et andet Governance issue, som ikke kan ignoreres. Nemlig at have rent mel i posen ud i næste led. At vide ikke bare hvem ejerne er, men hvor pengene kommer fra.

Lige nu ser vi oligarkers yachts blive konfiskeret. Vi ser, at den russiske oligark Abramovich har sat Chelsea til salg og forsøger at sælge ud af aktiverne, inden de bliver konfiskeret.

Det bliver en svær øvelse, for i den internationale kapitalverden er det sjældent så åbenlyst, hvem der ejer hvad.

Flere af de kapitalfonde, der investerer i Danmark har strukturer med udgangspunkt i for eksempel Luxembourg. For de allerfleste udenforstående er det helt uigennemskueligt, hvem der egentlig sætter kapital i de fonde.

Det spørgsmål vi alle må – og bør – stille os selv i disse dage er, hvor kommer pengene egentlig fra? Hvem er 100 procent “good guys”, og hvem kan 100 procent redegøre for, hvor deres penge til investeringer kommer fra og er der nogen, der vil kunne spore dele af sin kapital fra russiske oligarker eller andre investorer, der bakker op om et regime, der angriber et folk, der demokratisk har valgt deres præsident? Og når det er sagt, hvor går så grænsen? Hvis man skal have ryggen helt fri, hvilke styrer og regimer vil man så i fremtiden ikke modtage penge fra, hvis man skal se fremtidens “purpose”-drevne unge i øjnene til ansættelsessamtalen?

Alle formidlere af ejendomme, kapitalfonde, asset managers og andre, der henter penge gennem forskellige strukturer bør i disse dage gå deres indskud igennem med tættekam. Det er muligt, at der ikke er ligeså mange russiske penge direkte i danske ejendomme som der er i engelske. Men kan alle i den danske ejendomsbranche sige sig helt fri for og også dokumentere, at det ikke er russiske oligark-interesser, der via indirekte strukturer ejer danske ejendomme i København, Silkeborg eller Kolding?  Den del skal der sættes fokus på. Det bliver besværligt, men det er nødvendigt. Og hellere i dag end i morgen.