onsdag 01. december 2021 14:27
Kirk Kapital og NRE får solgt boligejendom i eksklusivt kvarter
Konsortiet Havneøen E+G, hvis ejerkreds består af Kirk Property og NRE Real Estate Denmark, har solgt en 7 etagers boligejendom på Havneøen i Vejle til en lokal investor. Parterne kan med salget samtidig melde udsolgt på deres fælles projekt på havnefronten ud til Vejle Fjord.
Det knap 2.800 kvm store boligtårn med 30 lejligheder stod færdigopført i april 2020 som en del af opførelsen af 2. etape i områdets samlede udvikling til et eksklusivt kvarter tæt på Vejle midtby. Lejlighederne er på mellem 71 og 177 kvm. Ejendommen sælges fuldt udlejet.
Det oplyser Kirk Property og NRE Real Estate Denmark uden at ville komme ind på transaktionssummen.
Til Estate Media oplyser NRE, at den lokal investor ikke ønsker at stå frem, og at overdragelsesdatoen af Havneøen 7 er den 1. december.
– Vi er nu ved vejs ende i forhold til udvikling og idriftsættelse, og det er derfor en fornøjelse at kunne overdrage et kvalitetsbyggeri med masser af lys, luft og skønne udsigter fra alle lejligheder. Vi har udviklet ejendommen til et punkt, hvor det giver mening for os at sælge. Det er den korte salgsproces på under 14 dage et godt eksempel på. Vi er meget tilfredse med projektets forløb og stolte over nu at kunne sælge en fuldt udlejet og driftet ejendom, siger direktør Jonas Anders Olesen, NRE Real Estate Denmark, i en meddelelse.
Tredje og sidste etape af Havneøen-projekt
Også hos Kirk Property er ejendomsdirektør, Flemming Hoff, selvsagt tilfreds med salget.
– Hos os i Kirk Property er vi glade for at kunne overdrage en fuld udlejet og velfungerende ejendom til en lokal investor. Kirk Property har stået for udviklingen af hele Havneøen. Vores ambition har været at udvikle og sikre sammenhængen af hele Havneøen, hvor vi p.t. er i gang med tredje og sidste etape, der endeligt afslutter projektet, der blev igangsat i 2008.
Havneøen består indtil videre af seks boligtårne i forskellige højder alle opført af NRE Denmark som totalentreprenør, der ligesom NRE Real Estate Denmark er en del af den familiedrevne udviklings- og entreprenørkoncern NRE Group.
Kirk Property er i gang med tredje og sidste etape, som omfatter et yderligere boligtårn samt et større Zleep Hotels-hotel og en Enzo & C-restaurant. Etape 3 er planlagt til at stå færdig i 2023 og vil samtidig markere den endelige færdiggørelse af udviklingsområdet Havneøen Vejle. Kirk Property er 100 procent ejet af Kirk Kapital, som er familien Kirk Johansens holding- og investeringsselskab. Kirk Johansen-familien blev købt ud af Lego i 2007 og har siden tjent massivt på at investere i en lang række forskelligartede aktiver og selskaber via Kirk Kapital.
Salget af ejendommen er formidlet af erhvervsmæglerfirmaet Halberg & Olsen.
Læs i øvrigt dugfriskt talentportræt af NRE Groups adm. direktør og partner, Jacob Eiskjær Olesen, i ’Jacob Eiskjær Olesen: Jeg er ydmyg over for folk, der viser mig tillid’
Læs alle nyheder om transaktioner her