Claudia S. Mathiasen. Foto: Winsløw

Claudia Mathiasen bliver Managing Partner i Winsløw

Antallet og størrelsen af de sager, som advokatfirmaet Winsløw håndterer vokser løbende. Det tager advokatfirmaet, der er specialiseret i fast ejendom og entreprise, nu konsekvensen af og ændrer ledelsen af selskabet til en mere professionel ledelsesstruktur. Fremfor at alle partnere leder firmaet har Winsløw besluttet at udnævne Claudia Mathiasen til Managing Partner eller MP, som det også kaldes i advokatverdenen.

Winsløw blev stiftet i 2005 af Iben Winsløw og Finn Träff, der fortsat begge er partnere. Og nu bliver navnepartner Iben Winsløw så bestyrelsesformand.

I 2008 blev Claudia Mathiasen partner, og det er altså en partner med godt kendskab til hele butikken, der nu skal lede den i det daglige.

– Jeg kender virksomheden, vores marked, vores klienter og vores samarbejdspartnere rigtig godt. Derudover har jeg grundlaget for at lede virksomheden i det daglige med redskaber fra en MBA fra CBS, siger Claudia Mathiasen, der selv er advokat med møderet for Højesteret.

Winsløw er i dag 28 medarbejdere, hvoraf de 20 er jurister.

– Når det gælder ansættelser, så kommer Iben (Winsløw, red.) og jeg til at arbejde tæt sammen med vores administrationschef. Vi ønsker at formalisere flere ting yderligere som vores onboardingproces, karriereudvikling og fastholdelse. Nedlukningen i forbindelse med Corona har medført en større mobilitet blandt medarbejdere generelt. Derfor kigger vi også ind i, hvordan vi kan være mere synlige i forhold til nyansættelser på blandt andet universitetet. En anden overvejelse er at holde alumniarrangementer og dermed holde forbindelsen til tidligere medarbejdere.

Ny finanschef og administrationschef
Senest er organisationen blevet styrket med en ny finanschef, Bettina Klaustrup Kirketerp, der har været controller i flere pensionskasser og i Vækstfonden og en administrationschef, Henriette Kristensen, der også har arbejdet i flere større organisationer herunder blandt andet Ikea.

– Vi får nu etableret en stab i en organisationsstruktur, hvor der er mulighed for at samle den daglige ledelse hos mig som MP og eksekvere på de konkrete opgaver, som er relevante for at arbejde mod Winsløws vision, som er at være et brand, der automatisk associeres med advokatydelser og fast ejendom, og derudover fortsat at være en attraktiv arbejdsplads, siger Claudia Mathiasen og fortsætter:

– Den nye organisationsstruktur med en MP, administrationschef og finanschef skal være med til at frigøre ressourcer til partnerne, der i de seneste år i stigende grad er involveret i komplekse og stadigt større sager. I dag er det sådan, at en trediedel af alle vores sager kommer fra transaktioner. Herudover ser vi en udvikling, hvor entreprisesager og konfliktløsningssager bliver større og mere komplekse og endelig så vokser antallet af sager for en væsentlig del af de københavnske grundejerforeninger, som vi er advokater for.

Titler betyder især noget i udlandet
Claudia Mathiasen er også meget opmærksom på, at i forhold til internationale klienter kan MP-strukturen have stor betydning.

– Især når jeg er sammen med internationale klienter kan jeg mærke, at der bliver lagt vægt på, hvilken position, man har i organisationen. Det kan for eksempel være i IBA, International Barr Association, hvor blandt andet Accuras Jacob Midtgaard og jeg er aktive danske repræsentanter. Dem, vi sidder sammen med der, har ofte MP-titlen og titler giver nu engang et signal om, hvor man er henne i hierarkiet i forhold til repræsentationen af sit firma. Det lægger man vægt på internationalt.

Selvom det nu bliver Claudia Mathiasen, der bliver Managing Partner, så er det ikke sådan, at partnerne, der udover hende selv består af Iben Winsløw (bestyrelsesformand), Dines Benned Jensen, Finn Träff, Andreas Antoniades, Trine Bøgelund-Kjær og Anne Støtt Hansen ikke får noget at sige.

– En MP-rolle bliver fortolket meget forskelligt i forskellige virksomheder. Hos os bliver det ikke sådan, at partnerne slet ikke skal være involveret i virksomhedens udvikling. Men vedtager vi noget i bestyrelsen og partnerkredsen, så peger pilen nu på en – nemlig mig – som skal få det til at ske, siger Claudia Mathiasen.

Læs alle ejendomsrelaterede advokatnyheder her

Læs alle navnenyheder her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder