fredag 04. december 2020 13:30
Modige greb giver bedre byer
Generelt er det altid svært at acceptere markante ændringer. Det ved man om nogen som mediemenneske, hvor en relancering af avisen eller hjemmesiden altid irriterer, indtil man lige har vænnet sig til, at tingene står nogle nye steder. Men det betyder unægtelig noget mere, når det gælder byudvikling, hvor man nogle gange bryder folks velkendte mønstre. For selvom man fortæller dem, at det bliver meget bedre lige om lidt – og lige om lidt er typisk efter 1-5 år med byggerod -, så er det de færreste, der har abstraktionsevnen til at kunne se, hvad det hele kan blive til.
De senere år har der været nogle rigtig gode eksempler på det flere steder i Danmark.
Foregangsbyen må være Aarhus, hvor stadsarkitekt Ole Østergaard i samarbejde med landskabsarkitekt Birk Nielsens Tegnestue i 1995 begyndte arbejdet med at åbne for Århus Å, der løb gennem byen under en hovedfærdselsåre. Frem til 1999 blev der åbnet for det meste af åens løb ned mod havnen, og jeg har overværet Ole Østergaard påpege med et glimt i øjet, at han turde kun gøre grebet, fordi han alligevel skulle på pension. For ingen – som i ingen – kunne forestille sig, hvordan Aarhus kunne fungere uden Åboulevardens 4-sporede gennemboring af bymidten. Og hvem kunne forestille sig Aarhus i dag uden det levende og helt unikke liv omkring åen?
I Aalborg var der skepsis i forhold til de mange millioner, der blev postet i omdannelsen af havnen til et kulturelt centrum. Her skulle der ikke nedbrydes helt så mange trafikårer, men det var alligevel svært at se for mange, hvordan man skulle klare sig gennem byen ad en smallere vej og ikke mindst, hvad alle de investeringer skulle gøre godt for. I dag fremstår Aalborg som et skoleeksempel på, hvordan man med bevidste greb kan omdanne en sygnende industriby til en ung by med tech-fokus, og det har transformeret Aalborgs image til en moderne metropol.
I Odense står man midt i det modigste greb. Her er nedlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade i forlængelse af vedtagelsen af letbanen godt nok blevet mødt med modstand. Men nu er beboerne flyttet ind i det, der tidligere var nærmest en motorvej, der høvlede lige ned gennem byen, og konturerne tegner sig nu af et virkelig spændende bykvarter med koncerthus, hyggelige rækkehushaver, nationalt museum og hoteller lige i centrum. Der mangler stadigvæk noget for, at de sammenbindende værdier virkelig viser sig, men jeg er overbevist om, at der kommer styr på det i de kommende år i takt med, at byggerierne færdiggøres og letbanen bliver fuldendt.
Så hvor vil jeg hen med det: Lige nu er Tivoli i et konsortie fremme med forslaget om en bypark lige i centrum af Københavns, som helt uafvendeligt også vil være et kæmpe indgreb og en stor trafikal udfordring. Her er indgangsvinklen lidt anderledes, fordi ønsket er drevet af en kommerciel aktør og ikke fra kommunal side. Alligevel fortjener projektet samme overvejelser som de ovenstående, for modigheden kan også her blive belønnet. Tivoli er et unikt aktiv for København, og hvis vi kan udvide attraktiviteten med en park, der kan tilføre noget konceptuelt unikt til det eksisterende københavnerbillede – og det er op til arkitekterne og til kommunen, at der bliver stillet de rigtige krav – så bør modet sejre over de praktiske hensyn. De trafikale skal naturligvis tages alvorligt, men de løser sig oftest og bliver båret over med, hvis målet giver livsværdi tilbage til byen.
Udfordringen kan nogle gange være, at politikere tænker i 4-års-genvalgsperioder. Det var de pågældende nødt til at sætte sig udover i ovenstående tilfælde, der på den korte bane kunne være ret ødelæggende for deres popularitet. Til gengæld vil generationer fremadrettet være ubevidst taknemmelige.
