Sådan skal Lidls nye hovedkontor med butik i stueetagen se ud. Illustration: Link Arkitektur
Sådan kommer Lidls nye, danske hovedkontor i Aarhus med butik i stueetagen til at se ud. Illustration: Link Arkitektur

Lidl finder entreprenør til nyt hovedkontor til trecifret millionbeløb

Mandag blev første spadestik taget til Lidls nye, danske hovedkontor på Godsbanen i Aarhus. Til at opføre det mere end 13.500 kvm store byggeri er valget faldet på Aarhus-entreprenøren Per Aarsleff. Investeringen i det nye domicil ’forventes at løbe op i flere hundrede millioner kr.’, oplyser Lidl.

– Det er kæmpestort, at vi nu endelig kan komme i gang med at bygge. Byggeriet af vores nye hovedkontor i Aarhus er en vigtig milepæl for os i den ekspansionsrejse, vi er på, hvor vi udvider med både medarbejdere og butikker hvert eneste år her i Danmark. Og så glæder vi os helt vildt til at blive en del af Aarhus og være med til at forme den nye Aarhus K-bydel, siger adm. direktør Dirk Fust, Lidl Danmark.

Efter planen skal omkring 300 af dagligvarekædens administrative medarbejdere rykker ind i det nye Lidl-hovedkontor i 2023. Det er tegnet af Link Arkitektur.

Hele byggeriet bliver opført efter minimum bæredygtighedscertificeringen DGNB-guld.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adm. direktør i Lidl Danmark, Dirk Fust (nummer to fra højre), overrækker symbolsk en spade til viceadm. direktør i entreprenørfirmaet Per Aarsleff, Nicolai Schultz (anden fra venstre). Herudover deltog Mads T. Nielsen (til højre), udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl, og Ulrik Therkilsen (til venstre), afdelingsdirektør for Region Vest hos Per Aarsleff. Foto: Lidl

Samlet Lidl-byggeri tæt på 20.000 kvm
Det er Per Aarsleff, som har vundet totalentreprisen på byggeriet.

– Det er lidt af et prestigeprojekt for os, og der er mange spændende byggetekniske udfordringer forbundet med byggeriet – især fordi det skal bygges efter de fremmeste standarder inden for bæredygtighed. Det har vi specialiseret os i, og jeg er sikker på, at det bliver et byggeri, mange kommer til at kigge mod i fremtiden, siger Ulrik Therkilsen, afdelingsdirektør for Region Vest hos Per Aarsleff.

Det samlede Lidl-byggeri kommer tæt på 20.000 kvm. Udover byggeriet af hovedkontoret, hvor der er en 1.200 kvm stor butik i stueplan, kommer Lidl til at bygge et parkeringshus for Aarhus Kommune med cirka 360 pladser.

Rejsegildet for det nye Lidl-hovedkontor forventes at stå i 2. kvartal af 2022. Første arbejdsdag samt åbning af Lidl-butikken forventer Lidl bliver i midten af 2023.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder