onsdag 21. juni 2023 12:48
Aalborg har fundet sin nye stadsarkitekt
Det har været lidt af en hvepserede i Aalborgs forvaltning ikke mindst på Teknik- og miljøområdet de seneste år. Blandt andet udbygningsaftaler førte til, at den mangeårige stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen stoppede i marts 2022 efter at have været hjemsendt siden december 2021, hvor det kom frem, at udbygningsaftaler i Aalborg Kommune ikke så ud til at være indgået lovmæssigt.
Men nu kommer der nye boller på suppen Efter sommerferien – den 7. august – starter Lise Thorsen som ny stadsarkitekt for Aalborg Kommune. Dermed får hun en magtfuld position i Danmarks 4. største by for i Aalborg har stadsarkitekten reelt forvaltningsansvar i modsætning til for eksempel i København eller Aarhus.
Lise Thorsen kommer med en bred baggrund, der også geografisk spænder vidt. Hun er uddannet arkitekt med et filosofisk blik og talent for ledelse. Hun har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder med internationale medarbejdere og arbejdssprog på skandinavisk og engelsk.
Samtidig har Lise Thorsen blandt andet erfaring fra Vordingborg Kommune, hvor hun som afdelingschef har stået i spidsen for 230 ledere og medarbejdere og har varetaget betjening af det politiske niveau. I arkitektbranchen har hun erfaring fra Henning Larsen Architects med teamledelse i Landscape & Urbanism, ligesom hun fra sin tid som kontorchef i Arkitema Architects har erfaring med forretningsbaseret produktionsledelse for fagspecialister i Århus, København og Oslo i Norge.
– Jeg glæder mig til august og til at byde Lise Thorsen velkommen hos os i By og Land. Lises arkitektfaglige erfaring kombineret med hendes erfaringer fra flere kommuner gør, at vi får en kompetent kvinde på posten. Med Lise får vi en stærk leder, der kan stå i spidsen og sætte retning for Aalborg Kommunes fysiske udvikling. Og på de interne linjer får vi en kvinde, der kan spille godt sammen med ledere, medarbejdere og med det politiske niveau, siger direktør i By og Land Alvaro Arriagada om valget af den nye stadsarkitekt.
Også rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen ser frem til at modtage den nye stadsarkitekt:
– En vigtig opgave for vores nye stadsarkitekt bliver at agere i samspil og dialog med omverdenen. Det har Lise Thorsen solid erfaring med fra sine tidligere ansættelser. Hun har også gennem sit arbejdsliv opbygget en stærk erfaring med at udvikle ledelse og politisk forståelse, ligesom hun har en høj grad af viden om lovgivning og sagsbehandling i offentlig forvaltning. Jeg glæder mig over, at vi med rekrutteringen af Lise har fået en kompetent leder på den vigtige post, som kan gå i dialog med omverdenen og forstå og varetage de mange interesser, der er på spil, slutter Jan Nymark Rose Thaysen.
For Lise Thorsen selv markerer ansættelsen i Aalborg et nyt kapitel i hendes arbejdsliv. Hun bor lige nu på Møn, men flytter nu til Aalborg.
– Jeg er rigtig glad for, at Aalborg Kommune har tilbudt mig jobbet som ny stadsarkitekt. Det er en unik opgave, som jeg ydmygt vil se frem til at tjene. Aalborg har et visionært, politisk miljø i en af landets mest dynamiske byer. Det er en unik position, hvor stadsarkitekt og medarbejdere, borgere og erhvervsliv sammen udvikler ambitiøs arkitektur og skabe nye rammer for samfundsudvikling. Det er en opgave, jeg er stolt over at skulle stå i spidsen for.
Lise Thorsen er 56 år, mor til to voksne børn og uddannet Arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og Københavns Universitet.
Læs også Stadsarkitekt og direktør fritstilles efter afdækning af udbygningsaftaler