Peder Baltzer Nielsen. Foto: Aalborg Kommune

Stadsarkitekt og direktør fritstilles efter afdækning af udbygningsaftaler

Aalborgs stadsarkitekt, Peder Baltzer Nielsen, stopper nu i Aalborg Kommune. Det sker i forbindelse med, at byrådet i Aalborg Kommune på et møde den 28. marts fik fremlagt de overordnede konklusioner af advokatfirmaet Hortens personalejuridiske undersøgelse i forlængelse af de såkaldte udbygningsaftaler.

Peder Baltzer Nielsen har været hjemsendt siden december 2021, da det kom frem, at udbygningsaftaler i Aalborg Kommune ikke så ud til at være indgået lovmæssigt. Siden 2007 har Planloven ellers givet mulighed for, ’at en kommune kan indgå en frivillig udbygningsaftale med en grundejer om en hel eller delvis finansiering af den fysiske infrastruktur. En udbygningsaftale kan være en fordel for både grundejer og kommune, idet den kan medvirke til at fremme et infrastrukturanlæg eller højne kvaliteten af infrastrukturen’. Problemet er, at det i flere tilfælde ikke har været frivilligt i Aalborg Kommune.

Peder Baltzer Nielsen stopper
Horten har gennemgået 27 ud af de 57 sager, der har været i perioden, og konklusionen blev, at hovedparten i alt 15 af sagerne kan betegnes som ’kritiske’ og yderligere 6 sager som ’overvejende kritiske’ i forhold til frivillighedsbetingelsen. 4 sager er overvejende ikke-kritiske, og ingen sager er ikke- kritiske.

Horten har som et led i undersøgelsen gennemført interviews med 16 ledere og medarbejdere i By og Land. Det har ført til tiltag for et mindre antal ansatte i forvaltningen, og det har altså betydet, at den magtfulde og legendariske Peder Baltzer Nielsen, der ekstraordinært for stillingen sad som stadsarkitekt med organisatorisk ansvar for hele forvaltningen, nu har indgået en aftale om fratrædelse.

– Jeg har sammen med mine dygtige medarbejdere opnået flotte resultater, og det har været utroligt spændende at arbejde med moderne byudvikling, hvor visioner er blevet omsat gennem en sammenhængende byplan, gode byrum og nytænkende arkitektur, siger Peder Baltzer Nielsen.

Aalborg har under Peder Baltzer Nielsen undergået en spektakulær udvikling af sine byrum fra industriby til kultur- og havnepromenadeby. Og rådmand Jan Nymark Thaysen anerkender da også stadsarkitektens visionære indsats for kommunens udvikling og ser frem til at komme videre efter undersøgelsen.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan sætte punktum for den personalemæssige del af forløbet vedrørende udbygningsaftaler. Samtidig er det nu tid til at se frem til et samarbejde med nye ledere på de pågældende poster, siger Jan Nymark Thaysen.

Anders Fokdal stopper også
Udover Peder Baltzer Nielsen blev direktør i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Anders Fokdal, sendt hjem.

Horten har dog i sin personalejuridiske undersøgelse konstateret, at der ikke er grundlag for at udtale kritik af Anders Fokdal. I forlængelse af advokatundersøgelsen, den personalejuridiske undersøgelse, hjemsendelsen og frem mod implementeringen af en række ønskede ændringer finder Anders Fokdal og Aalborg Kommune alligevel, at tidspunktet er rigtigt i forhold til at vurdere det fremtidige samarbejde. Det har ført til, at byrådet har godkendt, at Anders Fokdal stopper.

– Jeg anerkender Anders Fokdals store betydning for forvaltningen i årene, der er gået. På vegne af Aalborg Kommune vil jeg gerne takke ham for hans betydelige indsats og ønske held og lykke fremover, siger Jan Nymark Thaysen, rådmand i By og Land i Aalborg Kommune.

Anders Fokdal tager det gode samarbejde med videre.

– Jeg er er glad for, at advokatundersøgelsen har vist, at der ikke er grundlag for at rette kritik mod mig. Gennem mere end 20 år i Aalborg kommune er jeg stolt af at have haft mulighed for at arbejde sammen med dedikerede og kompetente kolleger i alle forvaltninger – de sidste år i By og Land. Jeg er også stolt af de resultater, vi sammen har skabt og tager det gode samarbejde med videre, nu hvor jeg skal til at fokusere på, hvad fremtiden skal bringe af nye opgaver, siger Anders Fokdal.

Læs mere i ’Dybt kritisabelt’ – Aalborg Kommune sender stadsarkitekt og bydirektør hjem

Læs alle arkitektnyheder her

Læs alle navnenyheder her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje