CPH Village Nørrebro. Illustration: CPH VIllage

Studielandsby med reduceret CO2-aftryk på vej på Nørrebro

København får 362 nye studieboliger, når Studieboligbyen åbner til efteråret 2022 i et samarbejde mellem DSB og CPH Village.

Studieboliger kommer til at ligge på DSB’s tidligere rangerterræn ved Bispebjerg Station. Med åbningen af studiebyen vil iværksættervirksomheden CPH Village indtil videre have opført over 800 studieboliger i København siden 2018.

Byggeriet bliver i træ, som har et lavere CO2-aftryk – hele 50 procent under en gennemsnitlig nybygget bolig i København, oplyser CPH Village og DSB.

DSB og CPH Village har i forvejen samarbejdet om studieboligerne i Jernbanebyen i på Vesterbro, og det fortsatte samarbejde vækker glæde på rådhuset.

– København er landets største studieby, og efterspørgslen på boliger er stor. Derfor arbejder vi på at få sikret 12.000 nye ungdomsboliger over de næste 12 år, så der også fremover er gode rammer for unge og studerende her i hovedstaden. Men vi skal dreje på alle håndtag. CPH Villages flytbare studieboliger er en rigtig god måde at udnytte nogle af de ledige kvm i vores by, så vi her og nu kan hjælpe de unge med at få en god bolig midt i København, der er til at betale, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen(S), Københavns Kommune.

Bæredygtigt samarbejde
Iværksætterne i CPH Village har været glade for at arbejde sammen med en noget mere etableret aktør som DSB.

– Vi er meget glade for endnu engang at kunne samarbejde med DSB om at bidrage til at løse manglen på studieboliger i København. Vi vil som virksomhed gerne vise en ny måde at bygge og bo på, som kan inspirere og eksporteres til resten af verdens storbyer, lyder det fra Frederik Noltenius Busck og Michael Plesner, medstiftere af CPH Village.

Glæden er gengældt, da man fra DSB’s side har ambitioner ind for bæredygtighed og i den forbindelse også gerne ser de gamle industriområder få nyt liv.

– Hele konceptet taler lige ind i DSB’s store fokus på bæredygtighed og samtidig er vi med samarbejdet med CPH Village om midlertidige studieboliger med til at sætte gang i udviklingen af et hengemt industriområde, siger Lars Gøtke, underdirektør for DSB Ejendomme.

 

Fakta: CPH Villages studieboliger

– CPH Village er en københavnsk startup-virksomhed, der arbejder for bæredygtige studieboliger. Studielandsbyen på Nørrebro bliver CPH Villages fjerde bebyggelse foruden selskabets byggerier på Refshaleøen, Vesterbro og Amager (åbner 1. september)

– Boligerne på Nørrebro har et CO2-aftryk, der er 50 procent lavere end gennemsnitligt nybyggeri i København. Udregningen er foretaget med Statens Byggeforskningsinstituts beregner, LCA Byg





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder