Parken Stadion på Østerbro i København. Foto: Presse

Storaktionær i Parken: Derfor vil vi sælge

Som Estate Media har skrevet, besluttede bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment sig tirsdag for at undersøge mulighederne for et helt eller delvist frasalg af koncernens ejendomsportefølje bestående af fodboldstadionet Parken, de fire kontortårne ved Parken og de to Aquadomes i Lalandia med tilhørende centerfaciliteter i Rødby og Billund.

I kølvandet på nyheden fra det børsnoterede selskab afviser storaktionær Erik Skjærbæk over for Dagbladet Børsen, at milliardporteføljen skal sælges af nød. Det handler om timing, siger han.

– Det virker som den helt rigtige timing med hensyn til at få realiseret nogle ting inde i Parken. Der er ingen grund til, at vi skal sidde på så store ejendomsværdier, sådan er det simpelthen, siger Erik Skjærbæk til Børsen.

Dermed flugter hans forklaring med bestyrelsesformand Allan L. Agerholms forklaring.

Gæld eksploderet på grund af Covid-19
Parken Sport & Entertainments nettorentebærende gæld var 30. september 2021 på godt 1,4 milliard kr. – eller helt præcist 1.419,5 millioner kr. – mod 1.387 millioner kr. per 31. december 2020.

Til sammenligning var selskabets nettorentebærende gæld – lige inden Covid-19 – på 991 millioner kr. per 31. december 2019.

De tre storaktionærer i Parken Sport & Entertainment er Erik Skjærbæk, Lars Seier Christensen og Karl Peter Korsgaard Sørensen. Karl Peter Korsgaard Sørensen er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelser, mens Lars Seier Christensen henviser til bestyrelsesformanden for kommentarer.

Ejendomsportefølje på 1,9 milliard kr.
Driftsaktiviteterne i Parken, F.C. København samt Lalandia i Rødby og Billund bliver ikke berørt af et eventuelt frasalg af dele af ejendomsporteføljen, men forbliver i Parken Sport & Entertainment-koncernen, har Allan L. Agerholm oplyst.

I det seneste, offentliggjorte kvartalsregnskab, der blev afsluttet ved udgangen af september 2021, var Parken Sport & Entertainments investeringsejendomme samt grunde og bygninger bogført til samlet knap 1,9 milliard kr., hvoraf investeringsejendommene var bogført til 662 millioner kr. og grunde samt bygninger til 1.218 millioner kr.

Colliers skal stå for den strukturerede, åbne, men snævre salgsproces, som formanden for Parken Sport & Entertainment håber kan gennemføres på et halvt års tid.

Læs også Colliers skal hjælpe Parken-selskab med at sælge alle ejendomme for milliardbeløb

Læs også Pensionskasser ser interessant investeringscase i muligt Parken-opkøb





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder