onsdag 29. december 2021 08:58
Ejendomdanmark: Bæredygtige ejendomme betaler sig økonomisk
Mere og mere byggeri bliver certificeret som bæredygtigt, og det betaler sig på den økonomiske front, viser en analyse, Ejendomdanmark har foretaget af kontorejendomme.
– Danskerne bruger en stor del af deres liv på kontoret. Derfor er der en stor klimagevinst at hente, når flere af dem bliver mere bæredygtige – fx ved at der i højere grad skrues ned for forbruget i ydertimer og weekender. Det er jo en bonus, at det også økonomisk kan betale sig at træffe det grønne valg, siger underdirektør Morten Marott Larsen, Ejendomdanmark.
– Det er i virkeligheden den helt rette vej at gå. For lejerne får moderne faciliteter i tillæg til lavere driftsomkostninger, klimaet får et boost, og så er der også en fordel i det for ejerne, når det kan svare sig at investere i at gøre de danske ejendomme mere grønne.
Analysen viser, at certificerede kontorejendomme i gennemsnit har en leje på ca. 1.500 kr. per kvm per år, mens ikke-certificerede kontorejendommes leje er ca. 1.200 kr.
– Det er klart, at vi stadig er i den spæde begyndelse af den grønne omstilling, så typisk er det også de i forvejen mest attraktive ejendomme, der udvælges til renoveringer med dertilhørende certificeringer. Altså kan det mange steder godt være, at forskellen vil være mindre. Der er dog ingen tvivl om, at effekten er der – og dette er jo en stor motivationsfaktor for at sikre, at endnu flere ejendomme får det grønne stempel, siger Morten Marott Larsen.