Amager Bakke, også kendt som Copenhill, i København. Første spadestik blev taget i 2013, inden bygningen åbnede i 2019. Foto: Rasmus Hjortshøj/presse

BIG og SLA jubler – Copenhill vinder World Building of the Year

Den BIG-tegnede Amager Bakke, også kendt som Copenhill, i København har vundet hovedprisen ’World Building of the Year’ ved World Architecture Festival (WAF), som er en af verdens mest anerkendte prisuddelinger.

Det oplyse Bjarke Ingels Group (BIG) og SLA.

Amager Bakke vandt kategorien ’Production, Energy & Recycling’ og gik dermed videre til hovedkategorien ’World Building of The Year’.

Som vinderen af den globale pris blev Amager Bakke udvalgt blandt i alt 496 bygninger fra 62 lande af en international jury bestående af blandt andre Christina Seilern – Principal, Studio Seilern Architects, Abdelkader Damani – Frac Centre-Val de Loire | Biennale d’Architecture d’Orléans, Nuno Gonçalves Fontarra – Mecanoo, danske Kim Herforth Nielsen – Co-founder i 3xN og WAF’s programdirektør, Paul Finch.

Copenhill er det 14. projekt, som har vundet ’World Building of the Year’, siden festivalen løb af stablen første gang i 2008. Copenhill er designet af BIG og blevet til i samarbejde med SLA, AKT, Lüchinger+Meyer, Moe og Rambøll.

Det 41.000 kvm store forbrændingsanlæg med en skibakke, vandrestier og klatrevæg på taget ’er indbegrebet af, det BIG kalder hedonistisk bæredygtighed’.

Første spadestik blev taget i 2013, inden bygningen åbnede i 2019.

BIG er meget stolt
Om prismodtagelsen siger partner og arkitekt David Zahle, BIG:

– Vi er meget stolte over, at så modigt et projekt bliver lagt mærke til langt ud over Danmarks grænser. Det at kombinere bæredygtighed med bylivskvaliteter i sig selv er enormt vigtigt. Det er derfor en særlig ære at være med til at vise, at Danmark er et foregangsland inden for bæredygtig byudvikling.

SLA som dobbeltvinder
Udover at være på vinderholdet af ’World Building of the Year’ for Copenhill har den danske landskabsarkitektvirksomhed SLA vundet ‘World Landscape of the Year’ for Abu Dhabi-projekt i de Forenede Arabiske Emirater. Det sker for den 27.500 kvm store Al Fay Park.

– Dobbeltsejren i WAF’s to hovedkategorier er uden fortilfælde. Ingen arkitekt- eller landskabsarkitektvirksomhed har nogensinde vundet begge priser samme år, fremhæver SLA.

Al Fay Park er Mellemøstens første urbane biodiversitetspark og ’et paradigmeskift for, hvordan man designer og implementerer bynatur i Mellemøstens millionbyer’.

– Al Fay Park er en helt ny type park i Mellemøsten, der samtænker biodiversitet, mikroklimadesign og inkluderende sociale aktiviteter. Parken er en fejring af Abu Dhabis oprindelige natur og kultur og et eksempel på, hvordan man kan optimere klimatilpasning, øge livskvaliteten og radikalt forbedre biodiversiteten i en hel by – vel at mærke på et site, der tidligere var goldt ørkensand, forklarer partner og designdirektør Rasmus Astrup, SLA.

(Artiklen fortsætter under illustrationen)

Den 27.500 kvm store Al Fay Park i Abu Dhabi er tegnet af SLA. Illustration: SLA

World Architecture Festival er verdens største arkitekturfestival og afholder hvert år prisuddelingen. En række af BIG’s projekter er tidligere blevet hædret ved prisuddelingerne i løbet af årene: VM Bjerget i Ørestad blev kåret til ’Verdens Bedste Boligbyggeri’, da den første festival blev afholdt i 2008. I  2010 fik ‘nabobyggeriet’ 8-tallet tildelt samme pris. Museet for Søfart i Helsingør har vundet prisen for ’Årets Kulturbyggeri’, mens Restaurant Noma i København har vundet prisen for ’Bedste Interiør’.

I år blev World Architecture Festival afholdt online på grund af Covid-19. Arkitekturfestivalen i 2022 forventes at blive afholdt i Portugal.

Læs også Trods Corona opnår BIG overskud på 84 millioner kr.

 

Fakta: Copenhill/Amager Bakke

Navn: Copenhill / Amager Bakke

Type: International Arkitekturkonkurrence

Størrelse: 41.000 kvm

Kunde: Amager Ressourcecenter

 

Læs alle arkitektnyheder her

Læs alle navnenyheder her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder