Grønttorvets Friplejehjem på Værkstedvej 3-5 med 66 boliger i Valby ligger i en tidligere industribygning tæt på det gamle grønttorv. Beboerne er netop flyttet ind. Her er et tidligere billede fra ombygningen. Foto: Jonathan Weimar

Sampension overtager sit første friplejehjem – lurer på flere

Sampension har netop overtaget et 6.546 kvm stort friplejehjem i Valby med 66 boliger, hvor beboerne er flyttet ind. Det er Sampensions første investering i friplejehjem, og der kan være flere af denne type investeringer på vej, oplyser pensionsselskabet.

– Investeringer i ejendomme inden for pleje- og seniorboligsegmentet er attraktive, da udbuddet er begrænset og efterspørgslen blandt lejere stigende. Med denne investering kan vi både give kunderne et godt afkast og samtidig være en langsigtet partner for kommunerne i forhold til at supplere deres boligtilbud til ældre. Derfor er vi glade for investeringen, og der kan være flere af slagsen på vej fremover – ikke mindst i lyset af den demografiske udvikling, siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.

Friplejehjemmet på Værkstedvej 3-5 i Valby er en del af den nye bydel, som etableres på det gamle Grønttorv-område. Det er en tidligere industriejendom, der er bygget om til et friplejehjem, og ejendommen forventes at opnå bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld som et af de første konverteringsprojekter herhjemme.

Allerede i maj skrev Estate Media om friplejehjemmet i Valby og om den strategiske samarbejdsaftale mellem Sampension og Scandinavian Property Development (SPD). Dette opkøb af friplejehjem beløber sig til et trecifret millionbeløb.

Læs mere i Sampension køber friplejehjem og seniorboliger som led i milliardaftale

Anden investering i SPD-aftale
Investeringen i friplejehjemmet i Valby er Sampensions anden investering under den strategiske samarbejdsaftale mellem Sampension og Scandinavian Property Development om udvikling af senior- og plejeboliger, der i første fase rummer aktiviteter for cirka 1 milliard kr. Den første investering var 51 seniorboliger i Frederikssund.

– Overdragelsen af Grønttorvets Friplejehjem til Sampension er et helt konkret bevis på den store værdi, vores samarbejdsaftale skaber for alle parter. Nu ser vi frem til at kunne tilbyde kommuner rundt om i landet endnu flere moderne pleje- og seniorboliger i tæt dialog med Sampension, siger partner Niclas Thorsbrenner, Scandinavian Property Development.

Friplejehjemmet i Valby omfatter foruden de 66 boliger fællesfaciliteter som for eksempel et wellness- og træningsområde.

Driften af plejehjemmet varetages af Danske Diakonhjem, der med mere end 60 selvejende plejehjem og friplejehjem er Danmarks største ikke-kommunale aktør på ældreområdet.

Sampension er Danmarks tredjestørste pensionsselskab med en balance på knap 350 milliarder kr. og cirka 330.000 kunder og medlemmer.

Læs også Norske brødre rykker til Danmark med friplejehjemkoncept

Læs også Nrep planlægger plejeinvesteringer for op mod 5 milliarder kr.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder