onsdag 11. august 2021 13:59
Colliers opruster på investeringsfronten
Colliers har ansat 34-årige Stefan Søndergaard som Senior Commercial Real Estate Advisor for at styrke virksomheden på investeringsfronten. Han kommer til at referere til partner og direktør i Colliers København, Peter Lassen.
Det skriver Colliers i en pressemeddelelse.
– Vi ønsker generelt at gøre mere for det brede investeringsmarked for de københavnske ejendomme og disses ejendomsinvestorer. Colliers er meget stærke på det strukturerede investeringsmarked, og denne markedsposition ønsker vi også at indtage på investeringssegmentet lige under Capital Markets. Det glæder mig derfor, at vi kan byde Stefan Søndergaard velkommen, da han udover brancheerfaring og netværk har gode personlige værdier, som kendetegner kulturen blandt kollegaerne på kontoret i København, udtaler Peter Lassen i meddelelsen.
Stefan Søndergaard startede i Colliers d. 1. juli og arbejdede før som erhvervsmægler hos den københavnske erhvervsmægler Stad Erhverv.
Det er ambitionen, at der skal ansættes 10 til investeringsafdelingen, som skal rådgive ejendomsinvestorer i København.