onsdag 02. juni 2021 07:03
Logicenters indgår første lejeaftale i Køge
Transport- og logistikvirksomheden BHS Logistics med hovedsæde på Bornholm flytter 1. juni 2022 ind som første lejer i Nrep-ejede Logicenters’ nye logistikcenter på Egedesvej i Køge.
Til den tid har Logicenters bygget en højteknologisk cross dock-terminal med lager- og kontorområde på i alt 6.900 kvm til 80 medarbejdere i logistikparken Skandinavisk Transport Center. Udover aftalen med BHS planlægger Logicenters at udvikle 60.000 kvm logistikfaciliteter i området.
– Vi er glade for at kunne byde BHS Logistics velkommen i vores nye logistikcenter i Køge. Deres nye lager og domicil kommer til at stå færdig i 1. halvdel af 2022 og bliver en topmoderne og bæredygtig ejendom, som vil tilgodese BHS’ ambitiøse bæredygtighedsmål samt effektivisere deres logistikvirksomhed, der stiller særlige krav til håndtering af temperaturfølsomme lægemidler, siger Logicenters’ chef, Matthias Kettelhoit.
I 2020 købte Logicenters en grund i Skandinavisk Transport Center for at styrke sin position på det danske marked. For at øge bæredygtigheden bliver bygningens tag forberedt til at kunne bære et solcelleanlæg, som vil kunne levere klimaneutral energi til ejendommen.
– Vi har i flere år været på jagt efter det ideelle sted i hovedstadsområdet med potentiale til at udvikle vores ledende position inden for transport af farmaceutiske produkter. Køge er med sin tætte beliggenhed til motorvejene og havnen det rette valg for os. Samarbejdet med Logicenters er det helt rigtige grundlag til at udvikle en højteknologisk terminal med effektiv lagerhåndtering i en moderne og bæredygtig logistikejendom, siger adm. direktør Morten Studsgaard, BHS Logistics.
Sælger sit nuværende domicil i Hvidovre
EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet sagen og fået enderne til at mødes mellem BHS Logistics og Logicenters. EDC Erhverv skal også varetage salget af BHS Logistics’ nuværende domicil på Valseholmen 2 i Hvidovre.
Logicenters er blandt de førende udviklere af logistikejendomme og ejer logistikfaciliteter i hele Norden. Logicenters blev grundlagt i 2015 af den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep med base i København og råder over samlet 1,3 million kvm logistikareal.
Læs om Nreps resultater i 2019 og forventningerne til 2020:
Nrep forventer yderligere fremgang i 2020 efter solid vækst i 2019
Læs alle nyheder om lager- og logistikejendomme her