Det markante lejlighedskompleks The Residence CPH med 179 lejligheder ligger i den sydligste del af Enghave Brygge i Københavns Sydhavn. Foto: Presse

Nrep køber The Residence CPH af NRE-konsortium

Den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep med base i København har netop købt The Residence CPH, der består af 179 lejligheder i Københavns Sydhavn.

Den 16.700 kvm store ejendom med vand til alle sider er udviklet og opført af NRE og er ifølge Nrep et godt eksempel på, hvad Nrep vil investere i med sin nye ’uendelige’ fond.

Læs mere i Nrep rejser 6,7 milliarder kr. til ny ’uendelig’ fond

Nrep ønsker ikke at oplyse transaktionssummen, men Nrep-fonden overtager ejendommen den 1. maj, oplyser Nrep til Estate Media.

Med udgangspunkt i de aktuelle salgspriser er en kvmpris på omkring 40.000 kr. ikke urealistisk. Hvis det er udgangspunktet, beløber handlen sig til omkring 650-700 millioner kr.

The Residence CPH er udviklet af NRE Denmark A/S og opført af NRE Copenhagen A/S i totalentreprise, som begge er en del af NRE Group-koncernen.

Det markante lejlighedskompleks ligger på Linus Paulings Vej i den sydligste del af Enghave Brygge.

Over 90 procent udlejet
Over 90 procent af lejlighederne er allerede lejet ud, og ejendommens kvalitet og beliggenhed er et udtryk for den type af byggerier, som Nrep søger at investere i med selskabets nye fond, der ikke har nogen udløbsdato, forklarer Nrep-partner Thomas Riise-Jakobsen.

– Vi udvider vores i forvejen lange investeringsperspektiv og er især på udkig efter flere færdigudviklede kvalitetsejendomme som The Residence CPH, siger han og fortsætter:

– NRE har udført et godt stykke arbejde med at etablere nogle meget attraktive lejligheder med masser af lys, luft og skønne udsigter fra alle lejligheder, som både er egnede til singler og som delelejligheder for studerende eller familiebolig. Vi vil nu arbejde på at løfte bygningens grønne profil, så den ligesom vores andre boliger kan blive DGNB-certificeret, siger Thomas Riise-Jakobsen.

Ejendommen ligger ved Belvederekanalen og Frederiksholmsløbet og består af 179 lejligheder fra 54 til 149 kvm på mellem to og fire værelser. Samtlige lejligheder har store vinduespartier og kanaludsigt i et byggeri, der varierer i højde fra 4-7 etager. 

Sælger
Nrep køber ejendommen af et NRE-konsortium bestående af A.F. Holding, Lars Bräuner Holding og NRE Real Estate Denmark, oplyser Jacob Eiskjær Olesen, partner og adm. direktør i NRE Group.

Vi har sammen med vores investorer sat en ære i at udvikle og opføre en spændende og gennemtænkt ejendom. Nu er vi ved vejs ende i forhold til udvikling og idriftsættelse af ejendommen, og det er derfor en fornøjelse at kunne overdrage ejendommen til en professionel partner, siger Jacob Eiskjær Olesen.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder