bestyrelsesformand Mikkel Bülow-Lehnsby, Nrep. Foto: Nrep

Nrep lancerer urban tech-fond på 1 milliard kr.

Den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep lancerer nu ’2150’, som er en ny urban tech-fond, der skal investere i nye, teknologiske løsninger med potentiale til at fremme byernes grønne udvikling og mærkbart reducere CO2-udledningerne.

2150 har indtil videre rejst op mod 1 milliard kr. fra investorer som Chr. Augustinus Fabrikker, Novo Holdings og Vækstfonden gennem Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Det oplyser Nreps bestyrelsesformand, partner og initiativtager til fonden, Mikkel Bülow-Lehnsby.

– Der er videnskabelig enighed om, at verden ikke når de nødvendige reduktioner i CO2-udledningerne uden fundamentale ændringer i den måde, vi bygger og driver ejendomme på. Samtidig kan ejendoms- og byggebranchen ikke levere de nødvendige reduktioner uden bedre teknologiske løsninger end dem, vi kender i dag. Vi lancerer ‘2150’ for at sætte fart på udviklingen og indførelsen af nye teknologier, hvis effekt på den grønne udvikling i byerne kan måles, siger Mikkel Bülow-Lehnsby.

Første investering
Investeringerne fra 2150 vil rette sig mod større uløste problemer på tværs af hele spektret i det byggede miljø – fra den måde, storbyerne er designet, opført og forbruger energi på, til den måde, mennesker lever og arbejder i byer.

Den første fond i 2150 har som mål at opbygge en portefølje af omkring 20 virksomheder, der hver især vurderes til at kunne blive en såkaldt ‘gigacorn’, det vil sige en økonomisk bæredygtig virksomhed, der har potentiale til at levere reduktion i byernes CO2-udledninger på mindst et gigaton per år. 

Første investering er foretaget i Carboncure Technologies, som er en canadisk cleantech-virksomhed, der kan tilføre overskydende, opsamlet CO2 til beton under fremstilling. Her indgår CO2 i en ny kemisk forbindelse, der styrker betonen og dermed reducerer behovet for beton i en konstruktion.

Betonproduktion står – fremhæver Mikkel Bülow-Lehnsby – for 8 procent af verdens samlede CO2-udledninger, og branchen er under stort pres for at finde bæredygtige løsninger.

En af Europas største bæredygtige fonde
2150 har – som nævnt – et mål om at rejse i alt 1,5 milliard kr., hvilket gør den til en af Europas største bæredygtige investeringsfonde.

Med i den første investeringsrunde på knap 1 milliard kr. er blandt andet Chr. Augustinus Fabrikker, Novo Holdings og Vækstfonden, som er statens erhvervsfond til støtte for den nationale og globale grønne omstilling, og som har investeret gennem Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Blandt investorerne er også en kreds af institutionelle investorer og flere europæiske ejendomsselskaber og -udviklere.

– Nogle af de udfordringer, vi står over for som samfund, kan 2150 være med til at løse ved at investere i morgendagens teknologiske vindere inden for grønne byer og bygnings teknologi. 2150 har sammensat en kompetent gruppe af managers og rådgivere. Vi er begejstret for samarbejdet og glæder os til at kunne bidrage til øget bæredygtighed, ikke kun i Danmark, men også på globalt plan, siger adm. direktør Claus Gregersen, Chr. Augustinus Fabrikker. 

Læs også Nrep rejser over 14 milliarder kr. til ny rekordfond

 

Fakta: ‘2150’

– 2150 er en venturefond, som investerer i teknologi selskaber, ’som aktivt søger at gentænke og genskabe bæredygtig byudvikling’

– 2150’s udgangspunkt for investeringer er ’et fokus på at finde løsninger til større uløste problemer på tværs af den måde, vores byer er planlagt, opført og får energi på, til den måde til den måde, mennesker bruger byerne til at bo, leve og arbejde i’

Kilde: Nrep/2150

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Se alle

Seneste nyt

Populære nyheder