København. Foto: Shutterstock

Overborgmester kritiserer private bygherrer

Nye boligområder med lejligheder og rækkehuse skyder op over alt i København. Men en opgørelse fra Københavns Kommune viser nu, at private bygherrer ’ofte sylter byggeriet af de almene boliger og i stedet opfører de mere lukrative private boliger først’.

Sådan lyder kritikken fra overborgmester Lars Weiss (S), som derfor opfordrer bygherrerne til at få sat fart på byggeri af almene boliger.

– København skal være en blandet by for alle, så det er alfa og omega, at vi får flere gode boliger, der er til at betale for folk med almindelige indkomster. Det går simpelthen ikke, at private bygherrer udskyder byggeriet af de almene boliger i en tid, hvor der er akut mangel på boliger til rimelige priser i København, siger Lars Weiss i en pressemeddelelse.

Derfor et problem – kommunens opgørelse
Kommunens opgørelse omfatter alle lokalplaner, hvor Københavns Kommune i dag har gjort brug af det såkaldte almenboligkrav, som betyder, at kommunen kan kræve, at hver fjerde nye bolig i et område bliver almen. Almenboligkravet er anvendt i 28 lokalplaner, hvoraf det i størstedelen er private aktører, der ejer grundene.

Kigger man alene på de 12 af lokalplanerne, hvor der er byggeaktivitet, og hvor grundene samtidig ejes af private aktører, viser det sig, at den private bygherre samlet set har søgt og fået en ibrugtagningstilladelse eller byggetilladelse til 52 procent af de private etagemeter i lokalplanerne, mens det kun gælder for 19 procent af de almene etagemeter. Det svarer til, at der kun er kommet gang i byggeriet af cirka 30.000 ud af de cirka 158.000 almene etagemeter, som lokalplanerne giver mulighed for.

Foreslår partnerskab med bl.a. pensionskasser
Overborgmesteren kalder udviklingen ’uholdbar’ og foreslår et partnerskab med blandt andet pensionskasser, andre private grundejere og ejendomsudviklere, som ejer en stor del af byudviklingsområderne i København. Blandt andet for at sætte fokus på problemet og skabe et forum, hvor parterne kan finde fælles løsninger.

– Det er tydeligt for de fleste, at vi er bagefter med at få opført de almene boliger. Men det er alligevel vildt, at vi nu kan se sort på hvidt, at det syltes til fordel for det dyre, private byggeri. Det er ganske enkelt ikke holdbart, hvis vi ønsker boliger, der kan betales af almindelige lønninger, siger Lars Weiss og fortsætter:

– Derfor foreslår jeg nu, at vi indgår et partnerskab med pensionskasserne, andre private grundejere og developere, så vi sammen kan finde en løsning og få sat mere skub i det almene byggeri.

Partnerskabet er et supplement til en række andre tiltag, som er igangsat på området. Blandt andet er Københavns Kommune i dialog med staten om at ændre lovgrundlaget, så det bliver muligt for kommunen at give betingede byggetilladelser, så bygherrer kun får lov at bygge private boliger under forudsætning af, at de også bygger de almene boliger nogenlunde samtidig.

Overborgmesterens forslag om et partnerskab med den private byggebranche ventes behandlet på Borgerrepræsentationens møde den 25. marts. Hvis forslaget vedtages, vil Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen begynde arbejdet med at etablere partnerskabet.

Læs også Overborgmester kritiserer Gefion for ’tårnhøje’ huslejer for studieboliger

 

Fakta: Almene boliger

– En almen bolig er en bolig, der opføres, udlejes og administreres af en almen boligorganisation. Den almene sektor har som formål at stille gode boliger til en rimelig husleje til rådighed for alle og at give beboerne indflydelse på egne boligforhold

– Det er bestemt ved lov, at huslejen i almene boliger reguleres efter, hvad det reelt koster at bygge og derefter drive boligen. Derfor ligger huslejerne i nyere almene boliger i gennemsnit 24 procent under huslejen i nyere privat udlejningsbyggeri, og derfor holder huslejen sig over tid i ro sammenlignet med det private udlejningsmarked

– Almene boliger udgør i dag cirka 20 procent af det københavnske boligmarked

Fakta: Opgørelsen:

– Opgørelsen omfatter alle 28 lokalplaner, hvor almenboligkravet er anvendt. Planerne vil samlet set skabe plads til 284.908 etagemeter almene boliger. Det svarer til cirka 3.800 almene boliger på gennemsnitlig 75 kvm

– Hvis man kigger på de 12 lokalplaner, hvor det er private aktører, der ejer grundene, og der samtidig er byggeaktivitet, er der kun givet bygge- eller ibrugtagningstilladelse for knap 19 procent af det almene byggeri, mens tallet for den private del af byggeriet er 52 procent. Det private byggeri opføres altså næsten tre gange så hurtigt

– Det svarer til, at de private bygherrer kun har taget hul på byggeriet af 400 almene boliger på 75 kvm, selvom de 12 lokalplaner skaber plads til mere end 2.100 almene boliger af den størrelse

– Ser man på de lokalplaner, hvor By & Havn er grundejer, er billedet omvendt. Her går det hurtigst med at få opført det almene byggeri. Her er byggeriet af knap 60 procent af de almene boliger i gang, mod 29 procent af de private

Kilde: Københavns Kommune





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder