mandag 01. marts 2021 07:53
Ny partner i EDC’ investeringsafdeling
Jacob Lykke Bruun tiltræder 1. marts som partner i investeringsafdelingen hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i København.
Jacob Lykke Bruun kommer fra en stilling som erhvervskundechef i Nykredit, hvor han har arbejdet i fire år. Forinden var han 17 år hos Danske Bank/Realkredit Danmark, og i løbet af årene gik han fra at være elev til erhvervskundedirektør med blandt andet ansvar for ejendomsfinansiering af erhvervsejendomme, boligudlejning og andelsboliger.
– Jeg har haft en spændende karriere i bankverdenen, hvor jeg har arbejdet de seneste 21 år. Det har i lang tid været en drøm for mig at kaste mig ud i ejendomsmæglerbranchen, og nu bød muligheden sig, så jeg ser frem til at prøve kræfter med de nye udfordringer.
– I min nye stilling kommer jeg til at have en anden tilgang til markedet, end jeg er vant til, men grundstenene er de samme, og dem kender jeg meget indgående. Jeg har i 17 år beskæftiget mig med erhvervskunder og ejendomsporteføljer og har en del erfaring med erhvervsejendomme og et stort netværk af både virksomhedsejere og erhvervsejendomsbesiddere. Så min nye stilling er på én og samme tid et meget velkendt og et helt nyt arbejdsområde, siger Jacob Lykke Bruun i en meddelelse.
Parløb med Michael Thodsen
Jacob Lykke Bruun kommer i EDC Erhverv Poul Erik Bechs investeringsafdeling til at arbejde tæt sammen med partner Michael Thodsen, som også har store forventninger til samarbejdet.
– I investeringsafdelingen oplever vi stærk medvind, og vi har nok at rive i, så det bliver godt at få en ekstra spiller med på holdet. Vi kan mærke på Jacob Lykke Bruun, at han har tårnhøje ambitioner, og derfor er jeg sikker på, at han kommer til at passe godt ind og kan være med til at udvikle hele forretningen, siger Michael Thodsen.