Merete Larsen. Foto: Thorbjørn Hansen

Topadvokat stifter nyt advokatfirma

Advokat og partner Merete Larsen forlader Gorrissen Federspiel og starter eget firma under navnet Sustainable Law. Merete Larsen har indtil nu været en af frontfigurerne i Gorrissen Federspiels ejendomsteam, som hun har været med til at bygge op igennem 10 år, og hun var den første kvinde til at ligge på internationale toplister under ’Leading Individuals’ i ejendomsteams i danske advokathuse med omtaler som ’Project Development, Merete Larsen is considered second to none’ og ’True value for money’. Blandt Merete Larsens nuværende klienter er en række af Danmarks største projektudviklere og udviklingsprojekter, men nu bryder hun altså ud af partnerskabet i et af Danmarks største advokatfirmaer og starter noget nyt.

Merete Larsen har taget skridtet for at skabe et advokatfirma med fokus på bæredygtighed og FNs verdensmål på flere niveauer. Det er en drøm om at få lov til at bidrage med erfaring og kompetencer i et fremtidsorienteret advokatfirma bygget på den tredobbelte dagsorden om at tage hensyn til både ’People, Profit og Planet’.

– Det har været 10 gode år som partner i Gorrissen Federspiel, men jeg har besluttet at stifte Sustainable Law, som jeg brænder for. Det er min overbevisning, at der i de kommende år vil være et stort fokus på virksomhedernes værdier og formål både internt og eksternt. Advokaterne er en del af værdikæden i ejendomsbranchen, og det er vigtigt, at vi også tager del i verdensmålene om større bæredygtighed, som afspejler det vores klienter arbejder med inden for projektudvikling, siger Merete Larsen.

Inspireret af international forskning
Merete Larsen er blandt andet inspireret af, at der internationalt forskes i Sustainable law, og hun har med sin baggrund som mangeårig lektor på Københavns universitet i ejendomsret og finansieringsret også interesseret sig for netop de strømninger. Med det nye advokatfirma vil hun gerne være blandt de første til at vise, hvordan det kan udleves i praksis.

– Bæredygtighed består i meget mere end CO2-mål, og verdensmålene har jo et meget bredt sigte. Vi har set, hvordan Covid-19-krisen har skubbet til en udvikling, hvor vi kan arbejde mere hjemmefra, og langt mere digitalt – det vil sige mindre transport, større mulighed for fleksibilitet og større tilgængelighed. Det er den type af erfaringer, der kan være med til at øge diversiteten i partnergruppen og skabe en mere bæredygtig måde at drive advokatvirksomhed på, siger Merete Larsen.

Alle medarbejdere skal have andel i overskud
Det er de principper, hun nu vil bygge videre på.

– Vi vil skabe et advokatfirma, hvor alle medarbejdere får andel i overskuddet, ligesom alle jurister skal ansættes med henblik på partnerskab og medejerskab. Vi skal indrette os, så det er muligt at have arbejdsvilkår, der er tilpasset den enkeltes livssituation – deltid, orlov etc. kan for eksempel sagtens kombineres med både transaktionsarbejde og partnerskab. Alle medarbejdere skal være sagsbehandlere, så vi sikrer størst muligt fokus på værdiskabelsen og forståelsen af klienternes formål og forretning. Vi er naturligvis digitale og papirløse og går efter at minimere lokale- og ressourceforbrug i vores valg, siger Merete Larsen.

Merete Larsen har besluttet at starte Sustainable Law sammen med nogle af sine nuværende nærmeste medarbejdere, herunder kommende partner Julia Feuerhake.

– Bæredygtig udvikling skal ikke kun komme nedefra og fra de unge i de store organisationer. Som erfarne spillere i erhvervslivet skal vi, der har muligheden, også være med til at trække læsset. Vi glæder os helt enormt til at være en del af den fremtid og den rejse, som klienterne og en meget stor del af erhvervslivet allerede har begyndt, siger Merete Larsen.

Læs mere i Sådan bliver nyt Merete Larsen-advokatfirma med tredobbelt bundlinje

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder