![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2020/02/lighthouse-1.jpg)
mandag 21. december 2020 13:24
Danmarks største entreprenør får rekordoverskud – og forventer ny rekord
Trods usikkerhed om konsekvenser af Covid-19 kommer Aarsleff-koncernen stærkt ud af 2019/20 – og forudser mere vækst i 2020/21.
Det viser dugfriskt årsregnskab for Danmarks største entreprenørvirksomhed.
Bestyrelsen i Per Aarsleff Holding A/S har mandag behandlet og godkendt selskabets reviderede årsrapport, som viser, at omsætningen faldt med 1,2 procent til 13.295 millioner kr., svarende til en ebit-margin på 4,7 procent.
![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2020/12/jesper-kristian-jacobsen-per-aarsleff-presse-300x189.png)
Omvendt steg driftsresultatet (ebit) efter nedskrivning af goodwill til 553 millioner kr. svarende til en ebit-margin på 4,2 procent.
– Trods den usikkerhed, som coronapandemien har ført med sig, er vi økonomisk kommet godt igennem regnskabsåret 2019/20 med en historisk høj bundlinje, en solid ordreindgang og en høj ordrebeholdning. Og et er sikkert: De store og flerårige projekter, som er i gang eller snart begynder, vores høje og langsigtede ordrebeholdning samt vores nuværende økonomiske situation betyder, at vi har et stærkt udgangspunkt, siger adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen, Per Aarsleff Holding, i en kommentar til regnskabet.
Han fremhæver, at regnskabsåret har været præget af meget høj aktivitet i alle tre segmenter.
Forventer fremgang 2020/21
Overordnet forventes aktiviteten ikke at blive væsentligt påvirket af coronapandemien, men yderligere nedlukninger og restriktioner kan – fremhæver bestyrelsen – dog på nogle markeder og i visse forretningsområder have en negativ effekt.
Bestyrelsen forventer en omsætningsvækst på 5 procent i 2020/21 og ny rekord for driftsindtjening (ebit) på 600 millioner kr. – til sammenligning med det nye driftsresultat på 553 millioner kr. Det vil i så fald være en fremgang på 8,5 procent.
Per Aarsleff Holding A/S ejer 100 procent af Per Aarsleff A/S med adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen. Bestyrelsesformand Ebbe Malte Iversen er forhenværende adm. direktør i entreprenørselskabet. Aarsleff har hovedkvarter i Viby J syd for Aarhus.
Seneste årsregnskaber for Aarsleff-koncernen
![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2020/12/aarsleff.png)