mandag 26. oktober 2020 14:32
Britiske M7 finder lejer til 14.000 kvm lager ved København
Det paneuropæiske investerings- og forvaltningsselskab M7 Real Estate med hovedkontor i London har udlejet 14.000 kvm lager ud af sin 35.000 kvm store ejendom i Høje-Taastrup Transportcenter.
Således overtager Salling Group 1. januar 2021 lejemålet i forbindelse med, at dagligvarekoncernen fremover selv skal varetage distributionen af blandt andet brødvarer. Det sker som led i en langsigtet og bæredygtig strategi.
– Vi har store ambitioner på klimaets vegne, og vi arbejder aktivt på fremme klimavenlig transport. Ved at tilrettelægge vores logistisk, så der køres færrest mulige km og sendes færrest mulige lastbiler ud til vores mange butikker, kan vi opnå en stor klimagevinst, og derfor samler vi nu vores transport af brød, siger logistikdirektør Nicolai Gradman, Salling Group.
Når Salling Group om to måneder flytter ind i M7’s ejendom, overtager Salling Group dermed en stor del af DSV’s tidligere lejemål.
Colliers, som har formidlet udlejningen, oplyser, at der er sket en mindre stigning af ledige lokaler inden for industri og logistik, så tomgangsprocenten i 3. kvartal 2020 var 4,2 procent i forhold til 2. kvartals 3,1 procent.
– På trods af en stigning er tomgangsprocenten fortsat historisk lav. Stigningen ser vi som et udtryk for, at der i det seneste kvartal er kommet få store udlejninger på mellem 20.000 og 30.000 kvm til leje, hvilket naturligt vil påvirke markedet. Vi oplever fortsat god aktivitet på alle sager både store som små, og forventer således, at vi i løbet af de kommende måneder vil se flere både store og små udlejninger, siger erhvervsmægler Tina Iburg, Colliers.