fredag 02. oktober 2020 14:33
Inkarnationen af grådighed
Det er så uheldigt, som det kan blive. Midt i, at ejendomsbranchen står i et gennemgribende forsvar for sig selv og kæmper mod en visionsløs lagerbeskatning. Og midt i, at ejendomsbranchen bliver udstillet af den socialdemokratiske regering som rene boligspekulanter, der ikke kan finde ud af andet end at købe billigt og sælge dyrt og tjene mere end de fleste tjener gennem et helt liv på en enkelt handel, så kommer det håndgribelige bevis på, at det faktisk forholder sig sådan. Eller sådan ser det i hvert fald ud, når man læser regnskabet fra ejendomsmanden Nils Janssons selskaber, der stod bag Blackstones opkøb i det danske boligmarked indtil for halvandet år siden.
Boligminister Kaare Dybvad får desværre ret, når han skriver følgende på sin Facebook-profil i en kommentar om Nils Janssons resultat og evne til at tjene over en halv milliard kr. for det er boligministerens stemme man hører og ikke Nils Janssons:
“Ikke fordi han var nogen særlig samvittighedsfuld udlejer. Tværtimod! Men fordi han var god til at føre Blackstones strategi om “shake the building” ud i livet. Eller sagt på dansk: Køb en ejendom. Få folk til at flytte ved at chikanere eller true dem. Og hæv huslejen med det dobbelte, så du kan sælge ejendommen dyrt igen og score gevinsten.[…] Hvad der gør mig endnu mere vred, er at Nils Jansson gik personlig konkurs under finanskrisen og den dag i dag stadig skylder statskassen over 50 millioner kr.”
Det er sådan den politiske virkelighed er. Der er sikkert mange, der vil sige, at det er både helt på sin plads og andre vil sige, at det er urimeligt. Men sagen er politisk, og den skader ejendomsbranchen.
Først til resultatet. Det fremkommer, fordi Nils Jansson vælger at indregne en forventet earn out, som kommer til udbetaling, når ejendommene bliver solgt, – det forekommer måske lidt mærkeligt, men det er der regnskabstekniske forklaringer på, at man skal. Til gengæld behøves der ingen forklaring på den politiske medvind, for det er da helt åbenlyst, at Kaare Dybvad har en vind på mere end 30 sekundmeter i ryggen, når han kommenterer indtjeningen. Der er således ingen retfærdighedsfølelse tilbage, når grædende lejere kan stå på direkte TV og fortælle, hvordan de bliver presset ud af deres nedslidte boliger, mens Nils Jansson går ud af hele Blackstone-skandalen med over en halv milliard kr. på bogen.
Jeg har de seneste måneder flere steder opfordret ejendomsbranchen til at samle sig om at fortælle om de gode ting, som adskillige samvittighedsfulde investorer faktisk gør for den danske ejendomsmasse. Udover at tænke på langsigtet bæredygtighed, sørge for, at lejerne har ordentlige forhold, og investere i gode udeområder, så er ejendomsbranchen også en betydelig jobskaber. Men jeg skal da lige love for, at den italesættelse er bombet tilbage til 0.
Nils Jansson har mange års erfaring i ejendomsbranchen. Han har også en historik med et selskab, der gik konkurs under finanskrisen. Og helt uanset om Nils Jansson bare har gjort, hvad han havde skrevet under på at skulle gøre og parerede ordrer fra Blackstone eller han satte kursen selv, så ødelægger hele sagen omkring Blackstone meget for ejendomsbranchen. Og den er blevet personificeret af Nils Jansson, som man kan se af boligministerens opslag.
Sikrede sig værditilvæksten
Når administrationsselskabet North 360, der arbejdede for Blackstone, således gik voldsomt til værks for at øge værdien i ejendommene hurtigt, så er det tydeligt nu, at det ikke kun var Nils Jansson, der prøvede at tække Blackstone bedst muligt i et nyt lønmodtagerjob efter konkursen for 10 år siden. Der lå altså også en personlig gevinst for Nils Jansson, der med sine to mindreårige døtre som ejere af selskabet bag, sikrede sig en god portion af værditilvæksten på de massive ejendomsopkøb, som Blackstone foretog i 2017-2019. Når man snakkede med mæglerne i de år, så var der to selskaber, der nærmest købte “alt” op, og Blackstone var en af dem.
Jeg er ikke i tvivl om, at den politiske modvilje mod Blackstone er berettiget på flere punkter. Det var hårrejsende historier om lejere, der var forsøgt overtalt til at flytte, som kom frem i forbindelse med de mest omtalte ejendomme. Der vil altid være lejere og udlejere, som bliver uenige, men det her var ikke på et normalt dansk niveau, selvom der nogle gange kan gå konkurrence internt i branchen om at fortælle, at det altid er “de andre”, der er værre end en selv.
Så det spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er, hvordan i alverden en international investor som Blackstone, der lever af at investere over hele verden under sloganet “We seek to create positive economic impact and long-term value for our investors, the companies in which we invest, and the communities in which we live and work”, kan gøre deres hjemmearbejde så dårligt. Hvordan kunne de vælge en strategi i Danmark, der var så aggressiv og med så stort et potentiel backslash? Hvordan kunne de pensionsselskaber, der investerer via Blackstone undgå at stille krav til transparens i forhold til, hvad de lagde kapital til? Og hvordan kunne de teame op med et selskab, som de stillede krav til på en måde, der ikke var compliant med god opførsel. Og hvorfor var der ikke nogen rådgivere, advokater for eksempel, i konstruktionen, der sagde fra? Alle alarmklokker burde have ringet.
Hvis man kan måle dygtighed i økonomisk gevinst, så er Nils Jansson dygtig. Hvis dygtighed er, at man i sine forretninger opererer med både social, miljømæssig (i bred forstand) og økonomisk bæredygtighed, så er der adskillige parter, der taber i denne sag og ikke har været særligt dygtige. Nogle skulle have sagt fra – også selvom de var bundet kontraktligt til ikke at gøre det.
For værst af alt, så taber ejendomsbranchen Big Time. Den bliver ikke nem at komme tilbage på, og jeg skal da lige love for, at regeringen fik endnu et bræt i den bro, der skal bygges, for at komme hjem med forslaget om lagerbeskatning. Der er brug for, at de gode og ordentlige kræfter i ejendomsbranchen, der tjener gode penge uden, at det billede, der står tilbage er, at de træder på andre mennesker, træder i karakter. Og der er brug for rådgivere, der tør sige fra. Kom nu – jeg ved jo, I er derude! For ellers bliver ejendomsbranchen primært tænkt på inkarnationen af grådighed, og det skaber altså ikke venner, hverken hos politikere eller kunder.
Læs alle blogindlæg her
