fredag 24. juli 2020 12:09
Vinder stort havnefrontsprojekt
Når havnefronten i Nordirlands hovedstad Belfast skal nytænkes, så bliver det med danske streger. Det er arkitektvirksomheden Henning Larsen Architects, som har vundet opgaven, som spreder sig over 2,6 hektar.
Efter planen skal der bygges 750 boliger, flere nye hoteller og kontorhuse, retail og store arealer med opholdssteder.
– I dette ambitiøse projekt er der en fantastisk mulighed for at eksportere den nordiske måde at tænke offentlige rum på, siger partner hos Henning Larsen Jacob Kurek.
Det store areal bliver i Belfast slet ikke brugt som en resource som samlingspunkt for den brede offentlighed.
– Vi ved jo fra København, at havne og floder har et enormt potentiale til at tiltrække og aktivere liv og glade dage i en by. Floder gennem en by kan som River Lagan i Belfast opdele en by. Vores opgave bliver at bruge dette område til at samle byen, siger Jacob Kurek.
Der er tale om en blanding af nye kontorer, lejligheder og offentlige rum, hvor en af hovedopgaverne bliver at øge antallet af uger, hvor det er muligt at anvende de udendørs områder. Nu er den estimerede anvendelsestid 9 uger om året, men målet med det nye design er 25 uger.