fredag 19. juni 2020 07:54
Investerer i 43 boliger i nyt boligområde i Odense
Civica bygger 43 bæredygtige, almene boliger på Bellinge Fælled, som bliver et nyt boligområde i det sydvestlige Odense. Det sker i forbindelse med, at Civica bygger boligafdelingen Dalstrøget, som ifølge Fyns største almene boligorganisation bliver en bydel med en blandet beboersammensætning.
– Visionen for hele området, Bellinge Fælled, er at skabe et moderne børnevenligt boligområde beliggende i et naturskønt område med skoler og fritidstilbud, indkøbsmuligheder og offentlig transport med buslinje direkte til Odense centrum, oplyser formand Flemming Jensen, Civica.
Torsdag skrev Civica kontrakt med STB Byg, der sammen med rådgivende ingeniørfirma Oluf Jørgensen og arkitektvirksomheden Kullegaard skal realisere projektet.
– Det er dejligt at kunne sætte underskrifter på et spændende byggeprojekt i et helt nyt boligområde i Odense. Et boligområde med blandede boligformer, hvor forskellige mennesker vil flytte ind, skabe deres hjem og sætte deres tydelige præg på hele området, siger Flemming Jensen.
Boligerne bliver opført efter bæredygtighedscertificering DGNB Guld.
Projekteringsarbejdet begynder med det samme, og forventningen er at gå i jorden i slutningen af 2020.
Civica regner med, at de første beboere kan flytte ind i marts 2022.