fredag 12. juni 2020 06:53
Mange andelsboligforeninger står til store gevinster
Børsen Ejendomme har været ’i kontakt med adskillige valuarer, der i øjeblikket mærker et massivt pres’ for at få lavet valuarvurdering inden 1. juli.
1. juli er nemlig skæringsdatoen, hvor det inden er muligt at fastfryse værdien af andelskronen, så den bevares.
– Mange af disse foreninger vil opleve markante prishop, når de skifter over til en valuarvurdering. Der er eksempler på værdistigninger på flere hundrede procent, når de skifter fra at følge den offentlige vurdering til i stedet at følge valuarvurderingen, siger valuar Erik Wiborg, der har sagt nej til nye kunder, til Børsen Ejendomme.
I Danmark er der cirka 205.000 andelsboliger, hvilket er omkring 7 procent af boligmassen.
Som Estate Media har skrevet, vedtog et flertal i Folketinget – bestående af regeringspartiet Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet og Sikandar Siddique (UFG) – 4. juni en stramning af Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2.
Forslaget om en stramning af den såkaldte moderniseringsregel bygger på den boligpolitiske aftale – ’Initiativer mod kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger’, som rød blok og Dansk Folkeparti indgik 30. januar i år.
Læs mer i Stramning af paragraf 5, stk. 2 vedtaget – få overblikket