onsdag 03. juni 2020 10:03
Deas Asset Management får første driftsdirektør
Michael Brogaard Rønnelund er 1. juni tiltrådt en stilling som COO (Chief Operating Officer) i Deas Asset Management. Der er tale om en nyoprettet stilling, der rummer det samlede operationelle ansvar for leverancerne til selskabets kunder.
Michael Brogaard Rønnelund har siden februar 2019 været Head of Asset Management i selskabet.
– Det er en superspændende opgave. Vores kunder skal til enhver tid opleve os som en værdiskabende samarbejdspartner med fokus på helheden. Vi skal sikre kunderne en høj kvalitet, både i de enkelte opgaver og i den samlede leverance, siger Michael Brogaard Rønnelund.
Deas Asset Management blev i 2018 styrket strategisk med købet af Nordea Ejendomme og en række profiler.
– Vi løfter stadig flere og stadig mere komplicerede opgaver for vores kunder. Derfor samler vi nu det overordnede ansvar for vores leverancer hos Michael Brogaard Rønnelund , der samtidig bliver overordnet ansvarlig for de mandater, som vores kunder har tildelt os, siger adm. direktør Benny Buchardt Andersen, Deas Asset Management, der rummer Deas-koncernens asset management-aktiviteter.
Deas Asset Management forvalter en portefølje på cirka 30 milliarder kr. for 15 danske og udenlandske investorer og er specialiserede inden for kontor og lager samt boligejendomme. Kunderne tilbydes ydelser og kompetencer inden for investment management, asset management og development.