torsdag 14. november 2019 15:35
Ejendomsvenlighed – se top og bund over landets kommuner
Thisted, Skive og Herning kommuner indtager henholdsvis placering som nummer 1, 2 og 3.
Placeringerne fremgår af en ny undersøgelse fra Ejendomdanmark, der for ottende år i træk har målt på kommunernes ejendomsvenlighed.
Med udsigt til faldende økonomisk vækst de kommende år ’har de store byer over en bred kam strammet op’, fremhæver brancheforeningen.
– Timepriserne på byggesagsgebyrer er sat ned, dækningsafgiften er faldet i to ud af fire kommuner, og antallet af ejendomsforbrydelser nedbragt. Der er dog stadig lang vej igen, hvis storbykommunerne skal nå samme niveau som landets top-10, hvor der især er en overvægt af midtjyske kommuner, bemærker Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomdanmark.
– Særligt midtjyske kommuner har fået øjnene op for, at det betaler sig at sænke skatter og afgifter. Men det går i stigende grad op for de store byer, at fortsat økonomisk udvikling kræver en hjælpende hånd. Når tiderne bliver vanskeligere, er det værd at se på ejendomsområdet, der gavner både borgerne og erhvervslivet og bidrager til at tiltrække investorer, siger han videre.
De største byer
I gennemsnit har storbykommunerne sænket deres timepris på byggesager med 170 kr., men ligger dog stadig i den høje ende. Også på landsplan er timeprisen faldet en anelse med gennemsnitligt 7 kr.
Mens Aarhus og Odense har valgt at sænke dækningsafgiften, ligger København og Aalborg på samme niveau som sidste år.
– Selvom det er positivt, at nogle af de større kommuner sænker niveauet for dækningsafgiften, så opkræver landets 10 bedste kommuner ikke denne afgift. De større kommuner har et trumfkort, der kan og bør trækkes, hvis krisen kommer til at kradse, siger Jannick Nytoft.
Om undersøgelsen – kommunerne vurderes ud fra parametrene:
- Dækningsafgift
- Grundskyld
- Om kommunes private lejeboliger er reguleret eller ej
- Sagsbehandlingstiden for byggesager
- Byggesagsgebyrer
- Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvm
Top og bund
Se hele ranglisten over landets 98 kommuner målt på ejendomsvenlighed her.
Læs også Mindre kommuner har de bedste rammer for ejendomsejere
Læs også Forstadskommuner sænker afgift på erhvervsejendomme