mandag 21. oktober 2019 09:48
Anne Crone i spidsen for Danboligs nye boligbutikker i hovedstaden – skifter fra Home
Når Anne Crone 1. november slår dørene op for en række nye Danbolig-boligbutikker i København, tager hun sammen med Danbolig-kæden kampen op med nogle af de største og mest etablerede spillere i hovedstaden.
Anne Crone skifter til Danbolig fra Home, hvor hun har stået i spidsen for seks boligbutikker i Københavns forstæder. Med de nye butikker og en erfaren ejerkreds vil Danbolig ’sætte sig solidt på markedet for bolighandel i hovedstaden’.
– Jeg glæder mig enormt meget til at tage konkurrencen op. Med mig har jeg flere medarbejdere, som jeg har arbejdet samme med i mange år, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi med skiftet til Danbolig og københavnsområdet kan bygge en fantastisk forretning op sammen, siger Anne Crone.
De nye boligbutikker
De nye Danbolig-boligbutikker kommer til at dække København City-Christianshavn, Kastrup-Tårnby-Dragør, Østerbro og Amager. Anne Crone bliver indehaver af alle forretninger, mens fire af hendes tidligere medarbejdere – Joakim Nordstrøm, Michala Moore, Thomas Kristensen og Brynjar Bjarnfoss – bliver medindehavere.
– Vi får et særdeles stærkt hold med Anne Crone og hendes ansatte, der kommer til at repræsentere kæden solidt i hovedstaden. For os har det været afgørende at finde et team med stor erfaring, lokalkendskab og idéer til at udvikle forretningen, så vi kommer nærmere vores bestræbelser om at være danskernes foretrukne mægler, siger adm. direktør Per Bie, Danbolig-kæden.
Anne Crone har i mere end otte år været en fast del af DR’s boligprogram Hammerslag, hvor ejendomsmæglere konkurrerer om at gætte den korrekte salgspris på boliger i hele landet.
Tager over efter Hald-koncernen
Danbolig var tidligere repræsenteret i en række københavnske områder via Hald-koncernen. Det samarbejde opsagde Danbolig tidligere i år og har i løbet af sommeren søgt nye indehavere.
– Vi har taget os god tid og været meget grundige for at finde de helt rigtige til at stå i spidsen for vores københavnske boligforretninger. Vi har søgt efter mæglere, der prioriterede ordentlig adfærd, høj faglighed og viljen til at engagere sig i kundernes behov. Det har vi fundet med Anne Crone og hendes team, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Per Bie.
Læs også Torben Hald: Vi fik trusler på livet (+)
Læs også Hald-koncernen tager Danbolig-beslutning til efterretning
Læs også Danbolig afbryder samarbejdet med Hald-koncernen
Læs mange flere navnenyheder her