mandag 14. oktober 2019 09:28
Thylander-fond køber 5.651 kvm opløst andelsboligejendom med 80 boliger i Kolding
Fonden ’Danske Boligejendomme’ forvaltet af Thylander Gruppen har centralt i Kolding overtaget en nu opløst andelsboligejendom, som i folkemunde kaldes ’Solgården’. Det drejer sig om Sdr. Havnegade 2 m.fl. bestående af 80 boliger og fem mindre erhvervslejemål.
Ejendommen har hidtil fungeret som en andelsboligejendom, men ’A/B Solgården Kolding’ har valgt at opløse sig selv for at sælge ejendommen.
Danske Boligejendomme
Industriens Pension, PFA og Thylander Gruppen har gennem fonden Danske Boligejendomme foreløbig investeret i 24 boligejendomme landet over. Fonden blev etableret i 2017 af Industriens Pension, PFA og Thylander Gruppen, og den skal i alt investere 1 milliard kr. i boligejendomme i vækstbyer uden for hovedstadsområdet og Aarhus frem mod 2020.
Efter boligfondens første år havde den investeret over 600 millioner kr. i 18 boligejendomme i Fredericia, Esbjerg, Viborg, Vejle, Kolding, Horsens og Holstebro.
Senest er porteføljen blevet udvidet med boligejendomme i Helsingør og Roskilde. Med købet af Solgården i Kolding ejer fonden nu 24 boligejendomme med over 730 boliglejemål.
Danske Boligejendomme er i gang med flere transaktioner, men søger fortsat efter investeringsmuligheder i danske vækstbyer. Aktuelt har boligfonden investeret for cirka 800 millioner kr.
Solgården solgt for 65,9 millioner kr.
Solgården-ejendommen i Kolding er ifølge Tingbogen solgt for 65,9 millioner kr.
– Solgården er en kendt ejendom i Kolding, både på grund af det markante solcelleanlæg på toppen, men også på grund af størrelsen og den centrale beliggenhed, siger direktør og partner René Neesgaard, Colliers i Vejle, der har rådgivet sælgerne.
Han oplyser, at investeringsmarkedet for boligudlejningsejendomme er vokset meget de seneste år.
– Særligt centralt beliggende ejendomme som denne driver væksten, og når ejendommene er større, giver det muligheder for at tiltrække større danske investorer, siger René Neesgaard.
Ifølge Colliers’ opgørelser blev der i 2018 solgt andelsboligejendomme for cirka 1 milliard kr.
Solgården er solgt ved et fortroligt udbud via Colliers’ netværk.
Læs også Investeringsfonde: Sådan opererer Thylander Gruppen og Niam
Læs også Erhvervsdirektør i EDC: Ingen grund til utryghed for andelshavere
Læs også Ejendomdanmark og ABF: Andelsboliger falder markant i værdi ved politisk indgreb
Fakta: ’Solgården’ i Kolding
- 5.651 kvm
- 80 boliger
- gennemsnitlig boligstørrelse: 68 kvm
- fem mindre erhvervslejemål
Seneste nyheder om transaktioner
1.200 kvm Netto-butik solgt på rekordtid til otte investorer (+)
Familie har solgt nordsjællandsk lager- og kontorejendom for tocifret millionbeløb (+)
4.000 kvm stor erhvervsejendom solgt i Esbjerg (+)
ELF køber københavnsk kontorejendom for trecifret millionbeløb af Aberdeen (+)
Capman køber 7.194 kvm stor detail- og kontorejendom i Valby (+)
Ny investor indtager Danmark med Valby-opkøb til 520 millioner kr. (+)
Læs flere nyheder om transaktioner her