onsdag 02. oktober 2019 09:16
Industriens Pension ansætter ny ejendomsinvesteringschef – skal øge især danske investeringer
2. januar 2020 tiltræder Søren Tang Kristensen som ny ejendomsinvesteringschef i Industriens Pension. Han skal stå i spidsen for udbygningen af Industriens Pensions voksende danske ejendomsportefølje.
39-årige Søren Tang Kristensen kommer fra en stilling som chef for alternative investeringer i Velliv, hvor han også har været ejendomsdirektør. Han har i mere end 15 år arbejdet med ejendomsinvesteringer i blandt andet Nordea Ejendomme, Nordea Life & Pensions og Velliv Pension & Livsforsikringsselskab.
– Søren Tang Kristensen kommer med stor erfaring og gode resultater gennem mange år i Nordea Liv & Pension og Velliv. Jeg glæder mig meget til, at han starter hos os, og jeg er overbevist om, at han kan sikre en fortsat solid udbygning af vores danske ejendomsportefølje og fortsat gode afkast på området, siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.
Flere danske ejendomsinvesteringer
Aktuelt udgør Industriens Pensions ejendomsinvesteringer 9,4 milliarder kr., hvoraf danske ejendomme udgør cirka 4 milliarder kr. Det er planen, at især de danske ejendomsinvesteringer kommer til at vokse betydeligt over en årrække.
Søren Tang Kristensen kom til Nordea Ejendomme i 2005, og han har siden 2015 været leder af alternative investeringer og ejendomme i Nordea Life & Pension og siden hen i Velliv Pension & Livsforsikringsselskab. I Velliv har han blandt andet opbygget en ny ejendomsenhed, og han har foretaget en række store ejendomstransaktioner inden for kontor-, og logistikejendomme, boligudviklingsprojekter og OPP-ejendomme.
– Industriens Pension har store ambitioner indenfor ejendomme, og jeg glæder mig til udfordringen med at videreudvikle ejendomsporteføljen. Der er med den nuværende ejendomsportefølje skabt et virkelig godt fundament, som der kan bygges videre på både via egne direkte investeringer og via partnerskaber med andre store investorer, siger Søren Tang Kristensen.
Fakta: Industriens Pension
- Industriens Pension er blandt Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med over 400.000 medlemmer.
- Cirka 8.000 virksomheder inden for industri og fødevarebranchen i Danmark indbetaler til pensionsordningen.
- De samlede investeringer udgør omkring 182 milliarder kr., heraf ejendomsinvesteringer for cirka 13,4 milliarder kr.
Seneste navnenyheder:
Ejendomschef i Københavns Kommune bliver afdelingsdirektør i Deas
Gaihede får igen ny adm. direktør: Brug for at komme op i gear
Ny direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen i København
Christian Melgaard er en af to nye chefprojektudviklere i DSB Ejendomsudvikling
Terje List erstatter Jesper Loiborg som KFI-direktør øjeblikkeligt (+)
Læs mange flere navnenyheder her